Der er kvinder på plakaten, men det er henvendelsen i titlen 'Tal til hende', man skal bide mærke i. Det er sagt fra den ene mand til den anden. 'Tal til hende' er en film om to mænd og to kvinder. Men eftersom de to kvinder henligger i koma, bliver det først og fremmest en fortælling om to mænd fortalt ud fra deres forhold til en kvinde i koma. Pedro Almodóvar kan en sjælden kunst. Med ganske få strøg kan han gøre et menneske uendelig interessant. Hvor den spanske instruktør tidligere har excelleret i ekstravagante eksistenser på randen af et nervøst samfund, er hovedpersonerne i 'Tal til hende' helt almindeligt ualmindelige. Sygeplejeren Benigno og journalisten Marco er ikke spektakulære personligheder. Men de er to mennesker, to mænd, placeret i den samme usædvanlige situation. De elsker begge to en kvinde i koma. Den blødt profilerede Benigno passer på fjerde år den smukke Alicia. Massage, manicure, menstruationsbind. Benigno tager sig af det hele og tager gerne alle ekstra aftenvagter med i købet. Benigno er en ualmindeligt pligtopfyldende sygeplejer, der tror på, at man skal tale til kvinden i koma, selv om videnskaben afviser, at hun kan registrere et eneste af hans mange ord. For Benigno fortæller Alicia alt. Han indløser billet til de danseforestillinger, hun ville have valgt at se. Nej, Benigno er ikke nogen almindelig sygeplejer, og Alicia er ikke en tilfældig patient. På hospitalet møder Benigno den noget ældre og mere erfarne journalist Marco. Marco har i modsætning til Benigno en forhistorie med kvinder. Men Marco er ikke i besiddelse af Benignos troskyldige hengivenhed, da hans kæreste, tyrefægtersken Lydia, komatøs og knust ligger i en hospitalsseng efter mødet med en skæbnesvanger toro. Benigno og Alicia, Marco og Lydia. Omkring disse fire personer udfolder Almodóvar en usædvanlig film og en helt original fortælling, der får sin hovedvægt på Javier Camaras portræt af Benigno. Det er en ligefrem realistisk og dog uendelig yndefuld film, hvor Almodóvar springer i fortællingen med samme elegance som en balletdanser, mens han langsomt afslører lagene i denne pas de quatre. Den dobbelte kærlighedshistorie rummer mange overraskelser, men overraskelserne er aldrig af den banale slags. Pedro Almodóvar ved bare bedre end de fleste andre, at kærligheden har mange ansigter og skikkelser og altid vil rumme mange overraskelser for den, der på sin egen måde elsker for alvor. Med selvfølgelig virtuositet skifter Almodóvar konstant toneleje og udtryk på en måde, som ville have resulteret i en slem skabagtig omgang biks hos en bare lidt mindre begavet instruktør. Den mest nøgne følsomhed veksler helt uden overgange med den mest grovkornede humor. Så rig som livet, så fuld af modsætninger, er den modne Almodóvars film. 'Tal til hende' kommer efter 'Alt om min mor' og er mindst lige så god. Introduktionen af de to hovedpersoner er helt klassisk. Tæppet går simpelthen op for en forestilling i forestillingen. En stærkt følelsesladet danseforestilling med musik af Purcell handler om to modne, følelseshærgede kvinder og en mand i klemme. Blandt publikum sidder Benigno og Marco. Den ene ser blid og blød ud. Den anden mørkere og mere maskulint kantet. De to kender endnu ikke hinanden. Marco græder. Benigno skotter til ham. Måske bare nysgerrig. Måske bevæget. Hvorfor er Marco den mere berørte af de to? Hvorfor smugkigger Benigno? Er han bøsse? Med et blidt skub er man med vakt nysgerrighed og et minimum af konkret information sendt ind i en historie, der snart ånder, lever, danser, snakker og folder sig ud omkring fire liv og to hospitalssenge. Men danseforestillingen, de to mænd overværer, er ikke bare en kulisse. 'The Fairy Queen' er som dramatisk mikrokosmos en stærk og selvstændig emotionel og kunstnerisk oplevelse. Dét kunststykke gentager Almodóvar flere gange i filmen. 'Tal til hende' er en realistisk fortalt historie. Men den rummer tillige to danseforestillinger, en tyrefægtning i bjergtagende slowmotion, et nummer sunget af den brasilianske sanger Caetano Veloso og en helt vidunderlig syvminutters sort-hvid stumfilm om 'Elskeren der skrumpede'. Alt sammen har ikke blot sin integrerede placering i filmens plotkonstruktion, men er også i besiddelse af hver sin personlige integritet. Når man ser og hører tropicalismo-veteranen Caetano Veloso sidde med trioen Morelenbaum ved en swimmingpool og synge 'Cucurrucucu Paloma' med verdens blideste stemme og melankolsk smuttende sveskeøjne, føler man sig simpelthen transporteret til en anden og mere nærværende verden. Der er underholdning, der blot er tidsfordriv. Og så er der stor underholdning, der samtidig er stor kunst. 'Tal til hende' er stor kunst, og den mindste del af kunsten er ikke, at Almodóvar får det til at se så let, så let ud. Efter 'Carne Tremula' og triumfen 'Alt om min mor' har Almodóvar lavet en om muligt endnu bedre film. En klog og utrolig morsom film om den menneskelige kærligheds tvetydige mirakler, der er af en helt anden art end religionens renskurede mirakelkure. Almodóvars baggrund fornægter sig ikke. Forløjet katolicisme og drilsk seksualitet har sit eget lille ironiske parløb under filmens hovedtekst, der viser sig ikke mindst at handle om tro, håb og kærlighed - om troskyldighed, troløshed og trofasthed. Om Benignos insisteren på at pludre med Alicia, selv om hendes hjernebark er ødelagt, og hun ifølge lægerne ikke kan føle eller registrere. Hun er reduceret til sine perfekt fungerende kropsfunktioner. Det er selvfølgelig ikke godt, men som Benigno siger til Marco: »Kvindens hjerne er et mysterium. Især i den tilstand«. Spansk films frække fyr er blevet en moden vismand, men han er heldigvis stadigvæk ret flabet.