Egentlig henvender den sig til de mindste filmentusiaster. Men Disney's nye film, 'Lilo & Stitch', begynder med et langt, dramatisk vedhæng, hvor hverken figurer eller handling ligner noget, der kan appellere til de yngste biografgængere. Også efterfølgende er der mange løse ideer i den historie. Med 'Lilo & Stitch' præsenterer Walt Disney for første gang i årevis en tegnefilm, hvor håndholdte akvarelpensler står for baggrundsbillederne. Tanken om at relancere den håndtegnede film kan være brav nok. Desværre er billederne ikke tilsvarende gode. Hvad baggrundsbillederne angår, er 'Lilo & Stitch' en meget amerikansk og passiv farvelade, der ikke rigtig harmonerer med resten af satsningen. For mens baggrunden er retro, så er det meste af handlingen et miks af nutid og fremtid. Det gælder dog ikke tilstedeværelsen af Elvis Presley. Filmen igennem optræder Kongen som ikon for den nuttede, buttede og frække hovedperson Lilo, der bor sammen med sin storesøster Nani i et hus på Hawaii. Far og mor er borte, og Nani kæmper en moderne kamp for at forblive værge for Lilo, selv om lillesøsterens fantasifulde leg og manglende evne til at omgås jævnaldrende får de sociale myndigheder til at tænke 'tvangsfjernelse'. Det lykkes fint at skabe hovedpersoner, der er mere sammensatte end personerne i klassiske eventyr. Der er herlige sammenstød mellem den omsorgsfulde, men også irriterede storesøster og den uopdragne, men også kærlige lillesøster. Godt fungerer ligeledes kommunikationen mellem Lilo og hendes nye ven Stitch, som er en genetisk særskabning fra en anden planet. Stitch er programmeret til at være ondskabsfuld og ligner en meget bidsk, blå hund med seks poter. I modsætning til hunde kan Stitch dog tale - med en stemme, der lyder, som om han har været igennem en strubeoperation. Men det kan han jo ikke gøre for. Og Lilo elsker ham og fremelsker hans gode sider, så eventyrets grimme ælling bliver en svane. På den måde kan vi selv se, at alle familier er noget værd. Også de splittede og de mærkelige.