Der var engang et Tyskland, der var delt. Det er faktisk ikke så længe siden, men allerede nu virker det folkedemokratiske DDR og det verdensbillede, det repræsenterede, som fjern fortid. Der har selvfølgelig været bitre opgør, men genforeningen forløb så fredsommeligt, og så helt og aldeles på vestlige præmisser, at der kan være raison i at lave en komedie, der godmodigt stiller sig på ossiernes side og fortæller en humoristisk historie om nogle levevilkår, der på trods af alle begrænsninger rummede sine egne muligheder. Købekraft og frihed på alle hylder kan være udmærket, men at være et ungt menneske og at have noget at være i opposition til er ikke nødvendigvis så ringe endda. I hvert fald ikke i 'Sonnenallee's skildring af en gruppe unge østberlinere, der befinder sig et stenkast fra fri adgang til at købe 'Exile On Main Street' med The Rolling Stones. Nu må de i stedet drømme om den dag, de får skrabet penge nok sammen til at købe The Rolling Stones på det sorte marked til eksorbitante priser. Muren. Hvor mange har ikke stået og stirret over mod det gammeldags socialistiske paradis afskåret fra resten af Tyskland. I filmen er det de unge vestberlinere på ekskursion med faget samfundsfag, der står på en platform ved Muren og kigger ned på de mærkelige landsmænd i det grimme tøj. 'Sonnenallee' vender ikke kikkerten om. Forskellen er bare, at nu er synsvinklen solidarisk, og der er et gevaldigt glimt i øjet bag kikkerten. 'Sonnenallee' blev lavet i tiåret for Murens fald, men det er først nu, tre år senere, den får dansk premiere. Det er den næppe blevet mindre sjov af. Micha, Mario og Wuschel ligner nemlig ikke blot utilpasset østtysk ungdom - de ligner unge følsomme galpehoveder overalt. I et samfund, der insisterede på politik og småborgerlig moral i spejderuniform, handler det for de tre østgutter om at drømme om piger og rock'n'roll. I særdeleshed den smukke Miriam og den seje Keith Richards. Når instruktøren Leander Haussmann og hans med-manuskriptforfatter Thomas Brussig kan slippe af sted med at skildre hykleriet og undertrykkelsen så frimodigt og letsindigt, er det, fordi de benytter sig af en slagfærdig satirisk tone. Den østtyske hverdag er skildret med en skæv optik, der reducerer alle autoriteter til parodier på sig selv og gør selv den mest håbløse teenager til helten i sit eget liv. Også når han dingler rundt og i mangel af traditionelle bevidsthedsudvidende stoffer er blevet vind og skæv af astmamedicin. 'Sonnenallee' er ikke så meget en politisk komedie fra 1970'erne, som det er en festlig film om ungdomsoprør i Retroland, hvor prutbrun altid er modefarven. Sammen med den mindre vellykkede 'Crazy' anslår 'Sonnenallee' en humoristisk og frejdig tone i Tyskland, hvor dens tema selvfølgelig vækker umiddelbart genklang. Men også herhjemme kan 'Sonnenallee' være en skæg og utraditionel genvej til et blik om bag en mur, der engang virkede så uigennemtrængelig. Dengang for længe siden. For ikke så forfærdelig længe siden.