To ting har allerede gjort 'Monster's Ball' til en meget omtalt film. Først blev Halle Berry belønnet med en Oscar for sin hovedrolle, og den kategori er aldrig tidligere blevet vundet af en sort, kvindelig amerikaner. Dernæst begyndte andre sorte amerikanere såsom skuespilleren Angela Bassett at kritisere Halle Berry for at spille en yngre enke, der begærligt forfører en hvid mand, få timer efter at hun har talt med ham for første gang. Ifølge kritikerne opfører Halle Berry sig som et dyrisk sexvæsen og lever op til en stereotyp om den sorte kvinde, der prostituerer sig selv. Den kritik holder ikke. Mens den omdiskuterede sexscene udspilles mellem den hvide mand (en meget fåmælt, men alligevel udtryksfuld Billy Bob Thornton) og den sorte kvinde (hun fortjener sin pris), er der en desperat grådighed over begæret. Både hans og hendes. Men det virker rigtigt i situationen. Det virker oven i købet smukt, nøgent og nødvendigt sat i scene som reaktion på tragiske dødsfald, barske sociale omstændigheder og underernærede følelsesliv. De vilkår har instruktøren Marc Forster forinden gjort rede for i filmens første del, hvor to handlingsforløb kører parallelt. Billy Bob Thornton er den midaldrende fængselsbetjent Hank Grotowski, der arbejder på dødsgangen i et landligt fængsel i Georgia. Hank er gået i sin racistiske og nu pensionerede fars fodspor, og Heath Ledger har rollen som hans følsomme søn Sonny, der også vogter over dødsdømte indsatte. Der bor ingen kvinder i det hus, hvor de tre generationer af Grotowski-mænd deler tag, tv og tavshed. Deres forhold til kvinder og til kærlighed er afstumpet. En af de dødsdømte indsatte i fængslet er den sorte Lawrence Musgrove (Sean 'P. Diddy' Combs). Uden for murene har hans kæderygende nervøse hustru Leticia (Halle Berry) prøvet at holde fogeden fra døren i 11 år, mens hun har taget sig af den neurotisk trøstespisende søn Tyrell uden at være nogen udpræget kærlig mor. Leticia er fattig. Også hvad kærlighed angår. Da Lawrence Musgrove henrettes, begynder de to familiehistorier at mødes. For det er Hank og Sonny Grotowski, der giver Lawrence Musgrove det sidste måltid og spænder ham fast i den elektriske stol. Da Hank Grotowski kort tid efter støder ind i servitricen Leticia Musgrove, er der sket flere dødsfald, som har rystet dem. På den baggrund begynder et forhold præget af begge hovedpersonernes ønske om forandring. Skildringen af forsøg på at bryde med indgroede mønstre er selvfølgelig ikke ny. Men i mødet mellem denne films Leticia og Hank sker der noget afgørende bevægende. Det hænder ikke så meget i den ydre handling eller i replikkerne, for 'Monster's Ball' er i mange scener som et intenst kammerspil, hvor ord kommer til kort. Det er bevægelser og ansigtsudtryk, som anskueliggør, hvorfor 'Monster's Ball' på trods af racehad, fattigdom og slem familiearv kan blive en historie om håb for mennesker, som ingen har taget sig af, før de tager sig af hinanden. Sådan en pointe ville være faldet mere rørstrømsk ud, hvis man havde valgt at understrege den med romantisk musik, appelsinfarvede sydstatssolnedgange og entydige persontegninger. Men det er ikke tilfældet. Musikken er næsten fraværende, farveholdningen er petroleumsgrå som et daggammelt edderkoppespind, og frem for alt er 'Monster's Ball' helt eminent skuespil.