Hedebølge ville være passende klimatisk kulisse for dette vidunderligt energisk vrøvlede blandingstilfælde af kronisk solstik og en blodstyrtning af jordstrygere og vandede vittigheder. Kort sagt: Tommy Lee Jones og Will Smith tilbage i perfekt form og sort habit, den ulastelige uniform, der har lagt navn til MIB (nu altså: MIIB), et rengøringsselskab, der siger agurk til ISS: Deres rum-service består i at rense kloden for stedse nye angreb af slimede væsener fra det ydre rum. Serleena hedder truslen denne gang, et Medusa-lignende garnnøgle af vridende slangekroppe og fedtede fangarme, der imidlertid hurtigt omskaber sig til en undertøjsmodel - dameundertøj, altså, forførende ubesværet båret af Lara Flynn Boyle (bl.a. 'Twin Peaks' og 'Wayne's World'). Betydelig skrap. Men det er agent Jay også, og ham har vi først mødt: Will Smith i færd med at tæmme den kilometerlange Subway-muræne med syv sæt sylespidse tænder ned gennem gabet. I en forrygende optakt rumsterer kræet rundt i New Yorks undergrundstunneller, så Jay må sætte den til vægs. Ren hverdagsrutine for denne drevne herre. Men da Serleena dukker op med sin bøvede sidekick Scrad/Charlie med det ekstra hoved a la bugtalerdukke, må Jay have forstærkning. I første omgang af Frank, den lille hæse grimrian af en mutanthund fra etteren, som her får endnu en vittig æresrunde i manegen - mens den synger 'I will survive' - sammen med de flippede, storrygende ormevæsener, der er en slags assistent-race for de sortklædte (filmens 'alien make-up effects' står Rick Baker for). I anden omgang af Kay, fhv. MIB-agent som stod af ræset sidst i etteren, blev 'neuraliseret' (dvs. fik slettet enhver erindring om rumvæsener og MIB) og sendt på rekreation som postmester i en fjern provinsby. Altså Tommy Lee Jones med pokerfjæs og hele rutinen. Kay beordres af MiB-chefen Zed tilbage i tjenesten, fordi han som den eneste kan finde nøglen til Lyset fra Zartha, i besiddelse af hvilket Serleena kan tilintetgøre Jorden & Omegn. Dette kyklothiske (!) uhyre har allerede tilintetgjort en bartender, mens servitricen Laura (Rosario Dawson) kiggede på. Efter reglerne skulle hun så 'neuraliseres', men det kan Jay ikke nænne over for denne smækre lille nougatprop. Hun bliver hjælper i jagten på Zartha-lyset, hvis ankomst til jorden refereres i et gammelt klip fra tv-nyhedsmagasinet '60 minutes'! Spørg ikke efter handlingen! 'Men in Black' er som tilforn en hæmningsløs, selvparodierende blanding af rumopera, superserie og agentfarce, der står og falder med det umage makkerpar: Lee Jones med stenfjæset over for Smiths troskyldigt flabede energi i den turbodialog af brandere og bundskrabere, der udgør den egentlige attraktion. Enten gisper man af overraskelse og flækker af grin eller også kan man ikke døje det. På mig virker det igen, med eller uden solstik eller andre fnisestimulanser. Andet end drengestreger og barnepjat var millionsuccesen MIB fra 1997 aldrig tænkt som, og bliver efterfølgeren heller ikke. Men der er nu noget medrivende sympatisk ved at se den uskrømtede ragen ud efter en ny millionindtægt udført efter alle kunstens regler, for fulde gardiner gennem galakser og subwaytunneller.