Det er en klassisk scene i ’Men in Black’-sammenhæng.
Den altid uheldige Agent J, spillet af superstjernen Will Smith, er som så mange gange før kommet i klammeri med et stort ulækkert rumvæsen, som har sprøjtet ham til med slim.
LÆS ANMELDELSE Habit-mændene er tilbage med højt begavet pjat
Denne gang er det et kæmpestort grønt væsen, som mest af alt ligner en krydsning mellem en havtaske og en bulldog.
Ikke en guru
Det afskyelige rumvæsen er blot et af 105 forskellige rumvæsner, som makeup- og specialeffektguruen Rick Baker har kreeret til optagelserne af ’Men in Black 3’, der har premiere i dag.
Med over 30 års erfaring og hele syv Oscars under bæltet er Rick Baker den mest succesfulde makeupartist nogensinde og Hollywoods fortrukne go-to guy, når gummi og latex skal forvandles til afskyelige rumvæsner eller behårede gorillaer.
Den 61-årige Rick Baker betragter dog ikke sig selv som nogen guru. I et interview med Hollywood Reporter sidste år fortalte han, at han blot er et barn, som har formået at tjene penge på sin hobby.
»Jeg er virkelig glad for, at jeg fik drevet det til noget, for ellers ville jeg sidde med et skilt på vejen, hvor der stod ’Vil lægge makeup for mad’«.
Naboernes skræk
Egentlig havde Rick Baker som barn til stor glæde for sine forældre bestemt sig for, at han ville være læge, men alt det ændrede sig, da han en sen aften fik lov til at se den klassiske monsterfilm ’Frankenstein’ sammen med sin far.
»Jeg spurgte min far, hvor de dog havde fundet en mand med et firkantet hoved, og så forklarede han, at det bare var en skuespiller med makeup på. Næste dag sagde jeg så til min mor, at jeg ikke længere ville være doktor, men at jeg ville lave monstre til film«.
Men for en purung dreng uden penge på lommen var det svært at få fat på rigtigt makeupudstyr, så i stedet brugte Rick Baker tærtedej og frugtfarve, som han klaskede i ansigtet på sig selv. Interessen fortsatte, og som 13-årig brændte Rick Baker alle sine lommepenge af på gummi, som han brugte til at lave masker og kostumer af med filmmonstre som motiv.
Jeg spurgte min far, hvor de dog havde fundet en mand med et firkantet hoved.
LÆS ANMELDELSE
Men in Black IIMen uanset hvor meget han prøvede, lykkedes det aldrig at skræmme folk.
»Når en 13-årig dreng er klædt ud som vampyr, siger folk ikke »Åh nej, et monster«, de siger »Ih hvor er han sød«, og det var ikke den reaktion, jeg var ude efter«.
Så i stedet begyndte den spirende makeupartist at udstyre alle sine venner med grumme snitsår og tredjegradsforbrændinger, blot for at se deres forældres reaktion, når vennerne kom løbende skrigende ind i stuen med blod i hele hovedet.
»Hvis børnene var gode nok til at skrige, fik jeg forbud mod at komme i huset igen«.
Abemanden vækkes
Interessen for makeup fortsatte i high school, men nu kastede Rick Baker sin kærlighed på gorillakostumer.
Og selv om hans talent på dette tidspunkt allerede havde skaffet ham et par småjob i et lokalt filmstudie, fandt han det stadig morsomt at skræmme uskyldige mennesker.
Så om aftenen sneg han sig ofte ind i den lokale drive-in-biograf, hvor han brugte gorillakostumerne til at skræmme de intetanende gæster, som var inde for at se ’Abernes planet’.
På trods af hans narrestreger lykkedes det Rick Baker at komme i lære hos en af datidens største effektmænd, Dick Smith, allerede som 15-årig. Han lærte ham op i faget og gav ham lov til at arbejde som assistent på gyserklassikeren ’Eksorcisten’.
To år senere, i 1975, fik Rick Baker sit store gennembrud, da han ikke alene designede abekostumet til genindspilningen af ’King Kong’, men også selv spillede hovedrollen som den vrede abe.
Seks Oscars senere
Derefter tog hans karriere for alvor fart.
Hans masker og dukker blev brugt i utallige film, blandt andet i ’Stjernekrigen’, hvor en række af hans gamle aflagte masker blev båret af skuespillerne i den berømte scene, hvor Han Solo skyder smugleren Greedo.
I 1982 vandt han sin først Oscar for sit arbejde på den dengang banebrydende film ’En amerikansk varulv i London’ (1981), hvor hovedpersonen bliver forvandlet til en varulv for øjnene af publikum.
Og siden da har han vundet ikke mindre end seks Oscars. Blandt andet for den første ’Men in Black’ fra 1997.
Alt hvad han har lært
Rick Bakers store force har altid været, at han har været i stand til at tage ny teknologi til sig.
Da han begyndte i faget, var det udelukkende med makeup og gummimasker, men sidenhen udvidede han repertoiret med mekaniske dukker. Og i dag designer han og modellerer figurer på sin computer som eksempelvis det store grønne monster, der overdænger Will Smith med slim.
Derfor har ’Men in Black’-serien også altid haft en speciel plads i Rick Bakers hjerte – her kan han netop få lov til at lave lidt af det hele.
»Det fede ved ’Men in Black’ er, at jeg får lov til at bruge alt det, jeg har lært gennem min karriere. Der er både mekaniske figurer, dukker og makeup, og det gør det sjovt for mig at lave«, fortalte han for nylig i et interview med hjemmesiden Hitfix.com.
Retro-rumvæsner
I forbindelse med ’Men in Black 3’ har Rick Baker også fået mulighed for at udleve endnu en af sine drengedrømme.
I alle de foregående film har udgangspunktet altid været, at Rick Baker skulle lave rumvæsner, som ingen havde set før. Men fordi en stor del af den nye film foregår i 1969, har Rick Baker haft til opgave at lave retro-rumvæsner. Derfor er væsnerne i filmen en lang hyldest til de rumvæsner, som han selv er vokset op med.
»Rumvæsnerne i denne film er retro-rumvæsner med store hjerner, kæmpeøjne, akvariehjelme og strålekanoner. Det har været så fedt endelig at få lov til at lave mine egne versioner af de klassiske rumvæsner«.
LÆS OGSÅ Anmelderne: Josh Brolin redder ny 'Men in Black'-film
Resultatet af Rick Bakers drengedrøm er over 100 forskellige rumvæsner.
Nogle optræder kun i få sekunder som baggrundsfyld i en scene, mens andre, som den store grønne fisk, har fået store roller sammen med Will Smith og Tommy Lee Jones.
fortsæt med at læse




























