.jpg)
.jpg)
'Abernes planet’ har en af filmhistoriens mest effektive slutninger.
Ved synet af en sammensunket Frihedsgudinde opdager de nødstedte astronauter med Charlton Heston i spidsen, at den mystiske planet, de er landet på, hvor aber holder mennesker som slaver, bare er Jorden efter et katastrofalt menneskeligt selvmål.
Selv om Franklin J. Schaffners 1968-filmatisering af Pierre Boulles roman blev fulgt af flere film og en tv-serie, var det en slutning, der blev stående ikonisk mejslet i filmerindringen.
Uantastet lige indtil Tim Burtons genindspilning af ’Abernes planet’ i 2001 lagde et guldæg, der kun ventede på at blive udruget. Filmen var ikke Burtons stolteste stund, men aberne så seje ud, og hele universet med det omvendte magtforhold mellem aber og mennesker ventede bare på den rigtige idé.
Prequels her og der
Ifølge T.S. Eliot rummer begyndelsen i sig selv enden på komedien.
Den berømte digter udtrykte det lidt mere elegant i sine ’Fire kvartetter’, men meningen var god nok. Om end den højtflyvende Eliot næppe havde forestillet sig, at hans filosofiske betragtninger over tilværelsens afgrundsdybe mysterier skulle blive misbrugt til at handle om sommerblockbusternes fødekæde!
Zoo-direktør: Chimpanser kan lære at skyde med et geværMen lige siden George Lucas med sin anden ombæring af ’Star Wars’ viste, at prequel er en potentiel guldgrube som den postmoderne sequel, altså at forhistorien kan erstatte ’fortsættelse følger’, har rækkefølgen flere gange været vendt på hovedet med stort held. I øjeblikket er der prequels både her og der.
Tænk blot på, hvor gennemført Peter Jackson med sin filmatisering af ’Hobbitten’ har forvaltet Tolkiens lille enkeltstående eventyr som en voldsomt omfattende prequel til ’Lord of the Rings’-trilogien. Superheltenes rødder i barndomstraumerne bliver med jævne mellemrum og stor effekt afdækket.
Mulighed for dybde
Som Bryan Singers nye X-Men-film ’Days of Future Past’så overbevisende demonstrerer, tilbyder en prequel en lejlighed til at komme i dybden med figurernes motiver og forhistorie.
En prequel er med andre en mulighed for fordybelse, som mere eller mindre begavet spiller på tidens store interesse for Historien. Ikke kun Verdenshistorien, men også for de fiktive universer, som mange tager næsten lige så alvorligt som den virkelige verden. Eller mere.
Og i 2011 sprang forhistorien om ’Abernes planet’ så til live med ’Rise of the Planet of the Apes’. I en prequel fortalte filmen historien om, hvordan en chimpanse fra et laboratorium i Californien takket være en ny Alzheimers-medicin udviklede menneskeligt sprog.
LÆS ANMELDELSE
Gollum svinger sig flot som revolutionerende abeOm, hvordan denne menneskeabe i ordets nye forstand sammen med en virus banede vej for en masseflugt af chimpanser, gorillaer og orangutanger og førte til et opgør mellem mennesker og retfærdigt vrede forsøgsdyr.
Filmen blev en bemærkelsesværdig succes. Ikke mindst takket være fantastiske computereffekter og Andy Serkis, der overførte sine mærkværdige talenter for motion capture acting fra rollen som Gollum til den tænksomme alfahan Cæsar. Det var en film uden halve aber og kvarte løsninger.
500-million krabat
Og her kunne man så have ladet den ligge.
Men man lader ikke bare sådan en krabat, der har indtjent 500 millioner dollars, ligge og flyde. Det ville være en hollywoodsk dødssynd.
Så nu kommer ’Abernes planet: Revolutionen’ (’Dawn of the Planet of the Apes’), der altså både er prequel og sequel – og prequel nok en gang! For filmen slutter ikke som Schaffners klassiker med et manende punktum, men med løfter om flere opgør mellem aber og mennesker i nærmeste fremtid og næste film.
Hvilket jeg slet ikke har noget imod. For selv om filmen denne gang hverken har overraskelsen på sin side eller James Franco på rollelisten, er den en både spændende og vellavet fortsættelse, hvor man igen må lade sig fascinere af den fantastisk livagtige primat-action og af Andy Serkis’ særlige og sælsomme talent for at spille stort skuespil totalt formummet.
Filmen har forstået noget vigtigt. Vi har alle sammen stået i zoologisk have og set ind i menneskeabernes øjne og set noget, der er så genkendeligt, at vi uvilkårligt skammer os over tremmerne og går foruroligede videre til næste ’dyr’.
Pandemisk abeinfluenza
’Cloverfield’-instruktøren Matt Reeves sætter ikke noget voldsomt personligt aftryk, og på menneskesiden er personinstruktionen på det jævne. Til gengæld er historien ikke bare godt skruet sammen, men også interessant balanceret.
Vi befinder os ti år efter de dramatiske begivenheder i ’Rise of the Planet of the Apes’. Det er to år siden, man i abernes skovly har set mennesker. Måske har den pandemiske abeinfluenza, der udryddede det meste af menneskeheden, faktisk fået ram på alle mand?
Anmelderne hepper på troværdig chimpanseHelt så let går det selvfølgelig ikke. Der dukker mennesker op i skoven. Bevæbnede og bange mennesker, der er ude i et desperat ærinde. Kan de blot få en gammel dæmning til at fungere igen, kan de måske tænde for lys og nyt håb i et San Francisco, der nu for alvor er blevet en grøn og organisk by.
Hvor alle mere eller mindre ufrivilligt ligner hjemløse og udbombede hippier. Men dæmningen ligger klos op ad abernes by. Aberne må se bekymret på de indtrængende. Er det overhovedet i deres interesse, at menneskearten overlever? Erfaringen tyder ikke på det!
Paralleller mellem abe og menneske
I filmens dramatiske spejlrefleks ser man, hvordan en udstrakt hånd og en forståelig mistro kæmper om overtaget hos både mennesker og menneskeaber.
Lederne skal beslutte, hvad de tør satse på. De gode viljer er under pres på begge hold, for frygten er jo ofte kun alt for velbegrundet. Det er overraskende begavet og tålmodigt skildret, og parallellerne står selvfølgelig på tæerne af hinanden for at komme til.
Abemand har lavet 105 rumvæsener til 'Men in Black 3'Det kunne have været Palæstina-konflikten eller Burma eller såmænd USA selv. Menneskeaberne, der som de sorte amerikanere har været holdt som slaver og bestialsk mishandlet, skal vælge, om de vil bruge friheden til hævn og foragt eller ny tillid. Deres frygt er begrundet. Også de sidste mennesker er amerikanere med en velvoksen våbenfetichisme.
Mennesker angriber til hest
Menneskeaberne, der næsten har været udryddet, går i flere scener frygtløst til angreb på hesteryg, så man ikke kan undgå at se dem som hujende indianere fra en western. Tårne styrter i en symbolsk genopførelse – eller rettere gen-nedrivning – af Twin Towers.
Meget af det er genkendeligt fra utallige amerikanske sci-fi-film, men det er også en parallelisme, som er loyal mod den oprindelige vision i ’Abernes planet’. Vi ved, at Frihedsgudinden ender symbolsk sammenstyrtet i strandsandet.
Men vi kender ikke hele hendes vej dertil. Den må vi formode, vi trods alt får i den næste sequel-prequel om Abernes planet. Som jo altså er vores, og som ifølge rygtebørsen kan forventes på banen igen i 2016 og atter med Matt Reeves ved roret.
fortsæt med at læse
