Med de fantasillionbeløb, der i en sult- og krigsplaget verden investeres i det rene tidsfordriv – ikke mindst i form af actionfilm om de nævnte plager – skulle man næsten tro, at underholdningsindustrien anså sig selv for nøglen til verdens frelse. Og ganske rigtigt:
Her er faktisk en actionkomedie, der ikke blot fordriver tiden i biografen, men også i sit eget fiktionsunivers – og dermed frelser verden!
Og oven i købet gør det så begavet, charmerende og legesygt, at den sprænger det 4-hjerters loft, der ellers må gælde for vurdering af det rene pjat. ’Men in Black 3’ er simpelthen stimulerende for både nakkehår, smilebånd og hjerneceller.
Springer i tiden
Hvordan Agent K er blevet den bistre herre, han er i Tommy Lee Jones’ figur, har flere end agent J ( i Will Smiths ukueligt muntre og småpludrende habitudgave) sikkert spekuleret over før. Nu får vi svaret, i hvert fald en del af det, og netop ved at gå tilbage i tiden.
I en grandiost vulgær åbningssekvens fejrer den interplanetariske forbryder Boris the Animal sin fødselsdag: Hans sparsomt lak- og læderklædte veninde kommer vrikkende forbi fangevogterne med en høj, bævrende, svuppende fødselsdagskage til ham.
Og: Vupti! Swoosh! Ka-boom! er han ude af superfængslet på Månens bagside, klar til hævn og udslettelse af menneskeheden.
For Boris vil springe i tiden, tilbage til timerne før han blev fanget af den dengang langt yngre agent K, og det globale beskyttelsesskjold Arc Net blev konstrueret.
Agent J må selv finde de svar, som ifølge K og ’kontorchefen’ agent O (Emma Thompson) er klausulerede oplysninger over J’s lønniveau. Men det lykkes J at springe med tilbage, helt bogstaveligt: i frit fald fra toppen af Chrysler-bygningen med et ’tidsstopur’ som eneste bremse.
Skyskraberens højde svarer til klodens levetid, så destinationen, 1969, er mindre end en meter fra asfalten dernede!
Topkvalificeret tidsfordriv
Klodens tidsaldre suser forbi i 3D, og snart står J i MiB-hovedkvarteret anno 1969, fuldt af intergalaktiske skabninger fra 1960’ernes rumoperaer plus et par helt unge udgaver af O og K – nu inkarneret af Josh Brolin i perfekt mimisk gengivelse af Lee Jones’ fåmælte fortidsversion.
Vejledningen til springet får J af en undermåler i Peru-klaphat og øjne så store som flyvende tekopper: en ’griffin’, der kan se alle tænkelige ’tidsstrenge’/valgmuligheder, intenst uskyldigt spillet af Michael Stuhlbarg.
Dette væsen viser også vej til fest hos Andy Warhol i The Factory, til baseballholdet The Mets sejr i World Series og snart til Nasa’s måneraket ’Apollo 11’. Højt oppe i affyringsrampen står/stod den afgørende kamp mellem Boris og K med Armstrong og Aldrin liggende parat inde bag koøjerne. Tidsmarkører, der viste sig at markere tidehverv.
Det rene pjat? Ja! Men netop rent og udfoldet med topmålt energi og production value, fantasi og humør. Plus en god portion vågen viden: For de alternative ’tidsstrenge’ er jo en eksisterende videnskabelig teori om den ’dimension’, vi ved mindst om.
Og når Boris (en vederstyggelig satan med en afsavet arm og ditto tænder, øjne som svejsebriller og en dræbende skorpion/edderkop boende inden i den tilbageværende hånd!) vil erstatte den forgangne tid med en anden, hvor han selv er vinderen ... ja, så ligger skellet da godt ved postmodernitetens undfangelsesøjeblikke: Månelandingens ekspansion af verdensbilledet og punkteringen af samme som det rene blændværk i kunstens fusion med underholdningsindustrien i popkunstens afblegede unisexskikkelse omgivet af hallucinogener.
Trænger du til tidsfordriv, fås det ikke bedre!
fortsæt med at læse
