Der bliver leget gæt og grimasser på Døveskolen. En lille pige mimer sin ledetråd. Hvad eller hvem skal hun forestille? De andre elever gætter forgæves. Det er den indledende scene i Michael Hanekes 'Kode ukendt', og den anslår effektivt uden et ord det centrale tema i en film, hvor mennesker i storbyen Paris forgæves prøver at etablere kontakt til hinanden. 'Kode ukendt' er en slags mellemting mellem en episodefilm og en skæbnefortælling. Løse tråde bliver kastet ud. De bliver forbundet, men kun i begrænset omfang knyttet sammen i et fortællemæssigt skæbnefællesskab. Navet i fortællingens hjul er skuespillerinden Anne, der lever sammen med krigsfotografen Georges. Mens Georges er i Kosova, støder hun på gaden på hans lillebror Jean. Han er stukket af fra sin fars bondegård. Anne har travlt. Hun giver Jean en rosinsnegl og nøglen til sin lejlighed. På vej derhen smider Jean det fedtede, sammenkrøllede brødpapir i skødet på en tiggende kvinde. Den unge døveskolelærer Amadou griber forarget ind. Det kommer til et håndgemæng. Amadou er takket være sin mørke hudfarve pr. automatik mistænkelig i politiets øjne, og han bliver taget med på stationen. Tiggeren hedder Maria. Hun er illegal indvandrer og bliver prompte sendt retur til Rumænien. Handlinger får utilsigtede konsekvenser. Det gælder også gode gerninger. På denne måde breder fortællingen sig som ringe i vandet. 'Kode ukendt' erikke en klassisk modernistisk fortælling om menneskets ensomhed i storbyens vrimmel. Snarere strejfer Haneke en række påtrængende tidstypiske problemer ridset op som portrætter i forbifarten. De handler ikke mindst om flygtningene og de illegale indvandreres udsatte situation. Rumænerne, der kun ved hjælp af menneskesmuglere kan nærme sig smulerne fra Vesteuropas bugnende borde. Her i skikkelse af den resignerede Maria. Afrikanerne fra Mali, der befinder sig mellem to vidt forskellige kulturer. Personificeret af Amadou og hans far, taxichaufføren. Der er krigsfotografen, der ikke kan finde fred i sjælen. Skuespillerinden, der er ved at miste sig selv af syne. Bondesønnen, der ikke vil videreføre fædrenegården. Generationerne glider hinanden af hænde og syne. Kontinuitet bliver knækket. Kommunikation bryder sammen. Det er mere en polyfoni end en symfoni, Haneke har komponeret. Alle stemmer tæller tilsyneladende lige meget. Men de taler ikke med samme vægt. Nogle scener er lysende eksempler på den illusionsløse Hanekes knivskarpe øje for den menneskelige skrøbeligh ed. Andre scener formår ikke rigtig at overbevise om, at de er afgørende for sammenhængen. Indimellem mærker man opmærksomheden flakke, og dét er ikke hverdagskost i en film af Haneke. Også på andre punkter er den atypisk. De mest skræmmende scener viser sig at være fiktion i fiktionen. I glimt viser Michael Haneke også i denne film, der er lavet lige før 'Pianistinden', hvorfor man må betragte ham som en af tidens markante europæiske filmskabere. Michael Haneke fastholder i 'Kode ukendt' kommunikationens sammenbrud. Mennesker snakker ikke bare forbi hinanden. Nu lever de også forbi hinanden. At forsøge at skildre dette er modigt gjort, og resultatet er på mange måder både interessant og påtrængende. Men det er ikke let at skabe en medrivende fortælling på netop de præmisser. Det lykkes da også kun for Haneke i glimt.