Da instruktøren Hideo Nakatas film 'The Ring' sidste år havde premiere herhjemme, var den lille, lumske gyser om et videobånds forbandelse en stor, positiv overraskelse, og det virkede således helt fortjent, at filmen tillige i 2001 blev tildelt Publikumsprisen på årets NatFilm Festival. Nu er der mulighed for at se efterfølgeren, 'The Ring 2', i de danske biografer, men desværre må man konstatere, at det snarere er de få skavanker frem for de indlysende kvaliteter ved 'The Ring', som Hideo Nakata har videreudviklet. Først og fremmest gælder det, at handlingsforløbet i 'The Ring 2' er ualmindelig forvirret og indviklet. I den første film var udgangspunktet for handlingen et mystisk dødbringende videobånd, hvorom det gjaldt, at havde man først set båndet, skulle man - for at undgå dets dræbende kræfter - vise det for en anden, inden der var gået en uge. Dette enkle og lovende oplæg til en rigtig gyserhistorie eksisterer stadig i 'The Ring 2', men allerede tidligt i filmen forplumres handlingen, så det hurtigt bliver meget vanskeligt at afgøre, hvad det er for en fortælling, Hideo Nakata egentlig ønsker at rulle ud på lærredet. Det famøse videobånd svæver stadig et eller andet sted - skiftevis fjernt og nært - i forviklingerne, men samtidig foretager historien på rekordtid en række kryptiske knopskydninger, der både tangerer et okkult verdensbillede, pseudovidenskabelig galskab og psykotiske sammenbrud. Løse ender og tomme effekter hober sig op. For idet Nakata ærgerligt nok giver afkald på både en konsekvent historie og et overskueligt persongalleri, er der kun de helt løsrevne gyserbilleder tilbage - noget med en død kvinde med langt hår, en masse spejle, en mørk brønd, et dystert svømmebassin, et kranie, en kiste. Det eneste, der mangler, er simpelt hen den blodrøde tråd.