Måske findes der ikke noget dansk ord for det japanske maborosi, men alle kender vist fænomenet: en selvdestruktiv indskydelse eller gentagen trang til at lade sig falde ud fra en altan, en bro, en skibsræling eller tage skridtet ud på en motorvej eller foran et tog - selv om man ellers ikke er træt af livet. Måske nærmest en absurd æstetisk tilskyndelse: Afgrunden er der vel for at blive brugt? Den unge, nybagte mor Yumiko mister sin mand på den måde. Hans uforklarlige selvmord besætter hendes bevidsthed, så meget mere som han i barndommen trådte ind i hendes liv næsten som en reinkarnation af den bedstemor, der ville hjem til landsbyen og dø og forlod Yumiko, trods pigens ulykkelige protester. Om ikke af skyld plages hun dog af spørgsmålet om et medansvar for deres død. Først må hun have hjælp til at passe den kun tre måneder gamle søn, men slægtninge får hende efter nogle år til at forlade Osaka og rejse til en fiskerflække ved havet for dér at gifte sig med en enkemand. Et praktisk arrangeret ægteskab, men til glæde for dem begge såvel som sønnen, der får en sød og glad papsøster. Faren for at miste en slægtning, nu på havet, genvækker den unge kvindes angst, men anfaldene af melankoli afløses af lykkelige stunder. Dét er såmænd hele historien, men på mirakuløs vis tager den næsten to timer. Og er en gribende, næsten fysisk oplevelse af meningen med begrebet 'filmkunst'. Hvorledes? Jo, lad os nu modsætningsvis forestille os en Hollywood-film om maborosi-begrebet: 'Højdeskræk' ville de måske kalde den og fylde den med skrig og hyl og styrt og brandstiger og en allerhelvedes kværnen og knævren af redningsfolk, tv-reportere og afdankede superstjerner med livskloge kommentarer. Glem det så igen. For den 30-årige instruktør Kore-Eda Hirokazu gør det stik modsatte. Dialogen er spartansk, følelserne må man slutte sig til af ansigtsudtryk og handlinger, men eftertanken får rum, bl.a. fordi filmen arbejder så konsekvent med langvarige, faste kameraindstillinger. F.eks. får vi i tidsmæssig 1:1- gengivelse mor og søns proces med at løse billet og gå til perronen - hen ved fem ordløse minutter skudt i kun to-tre indstillinger. Senere får hun lov at falde i staver ved et ligbål ved havet i endnu flere, lange, lydløse minutter, lillebitte mod horisontens totalbillede. Hvor alene kan man være? Teknikken giver rum for indlevelsen, fordybelsen, eftertanken. For livsfølelsen, mærkeligt nok - ikke kedsomheden. Men så er kameravinklerne også udsøgte, når blikket må kile sig gennem storbyens skilteskov, eller originalt enkle, når det kan hvile på bølgeslagets slikkende skvulp op ad betonrampen langs fiskerflækkens huse i det blågyldne skumringslys. Og hvert et ansigt karakterfuldt nærværende, Esumi Makiko selv en drøm af mild skønhed i rollen som Yumiko. Instruktøren vandt bl.a. en pris i Venedig for filmen, fire-fem stykker verden over for sin følgende spillefilm 'After Death' i 1998 og en plads i den officielle konkurrence i Cannes sidste år med 'Distance'. Posthus Teatret fortjener selv en pris for at skaffe 'Maborosi' op på dansk lærred.