Robert De Niro medvirker i disse år i masser af film, men færdes efterhånden alt for ofte på det jævne. Måske har hans produktionsselskab Tribeca været en glidebane. For at skaffe penge til en seriøs produktion må man dukke op i et par mindre interessante film, og stille og roligt bliver det svært at kende forskel. Samtidig har De Niro i stigende grad set en udfordring i de komiske roller. Nogen født komiker er denne fænomenale karakterskuespiller ikke, men med sine skælmske øjne og fænomenale timing kan han et langt stykke ad vejen underspille sig frem til morsomme præstationer. En strategi han gentager med held i 'Showtime', hvor De Niro er makker med Eddie Murphy. De Niro og Murphy er forudsigeligt nok placeret i rollerne som Træmanden og Spradebassen. De Niro er den dygtige, men kedelige politimand Mitch Preston. Eddie Murphy er den grønne gadebetjent Trey Sellars, der kun drømmer om at blive stjerne i en politiserie. Snart mager skæbnen det sådan, at netop de to får hovedrollerne i en reality-tv-serie om politiet på arbejde. Mitch er mildest talt modvillig. Trey er selvfølgelig ellevild. Mitch stirrer stift og tavst ind i kameraet. Men kameraet kører, og efter kamera kommer action. Ligesom på film. Ganske snart oplever Mitch for første gang i karrieren flyvende biler og vild ramasjang. Tøvende må han erkende, at Treys medietække er en kvalitet, der kan vise sig nødvendig i den moderne sammenblanding af virkelighed og fiktion. Betragtet som komedie holder 'Showtime' takket være De Niro og Murphy et pænt niveau. Men den kriminelle intrige er lavet med det yderste af venstrehånds lillefingernegl, og som mediesatire er 'Showtime' fuldstændig tandløs. Men sådan må det vel være, når man vil lave en satire over reality-tv's krav om en actionpakket virkelighed, samtidig med at man gerne selv vil kunne overtrumfe satiren på lærredet med flyvende, brændende biler.