Filmatiseringen af 'Asterix og Kleopatra' er trofast og er det også i en grad, så det ikke altid er helt let at forstå, hvad pointen med den anden film om Asterix »på menneske« - som børn kalder det, når det ikke er på tegnefilm - egentlig er. Ud over at demonstrere, at man i computeranimationens tidsalder hverken behøver trylledrik eller tegnefilm for at vise, hvordan det ser ud, når gallere med overmenneskelige kræfter jonglerer med klippeblokke og med et velrettet knytnæveslag sender romerske legionærer til vejrs som nytårsraketter. Som alle Asterix-læsere udmærket ved, så har Egyptens stolte dronning Kleopatra en sød, lille næse, men en skidt karakter. Tirret af den sejrende romers overlegne mine, har Kleopatra udæsket Cæsar til et væddemål. På tre måneder vil egypterne rejse Cæsar et pragtpalads. Lykkes det at bygge 'Caesar's Palace' skal han offentligt erkende, at egypterne stadig er et mægtigt folk. Den håbløse arkitekt Linealis skal realisere det umulige projekt. Går det godt, bliver han dækket med guld. Går det galt, bliver han krokodilleføde. Det kan kun gå godt med hjælp fra Miraculix og trylledrikken samt de gæve gallere Asterix og Obelix. Selvfølgelig tager det kegler at se den seriøse Gerard Depardieu med røde fletninger. Linealis bliver spillet af Jamel Debbouze, der var den hårdhjertede grønthandlers søde og småtbegavede medhjælper i 'Den fabelagtige Amélie fra Montmartre'. Gérard Darmon er morsom som Linealis' skruppelløse rival Criminalis, mens Kleopatra bliver spillet af den overdådige Monica Belluci ('Maléna'). Nedringet for og bag til et godt stykke syd for fantasien bliver det i Bellucis skikkelse noget svært at hæfte sig ved Kleopatras nok så berømte »søde, lille næse«. Morsomt? Comme ci, comme ca. Filmen rummer da gode vittigheder og sjove øretæver, men man sidder med en klar fornemmelse af, at en del fremmumlede franske finurligheder ikke blot smutter eftersynkroniseringen af hænde, men også ryger over hovedet på mange børn. Grundlæggende er det lidt svært at forstå, hvorfor Alain Chabat har valgt at fastholde så meget af tegneseriens fortællestil, når man nu har valgt at lave Asterix på menneskefilm. Man føler næsten, man kan se den firkantede ramme om hver scene og mere end ane taleboblen om replikkerne.