Jean og Marie har været sammen i 25 år og kender hinandens vaner ud og ind. Et akademisk og barnløst dobbeltmenneske flettet sammen af rutiner, ritualer og en indbyrdes forståelse, der kun sjældent behøver uddybende forklaringer. Heller ikke når weekenden skal markeres med en tur til sommerhuset ved den franske Atlanterhavskyst. De tager ud til den øde tyskerstrand. Jean vil bade. Marie vil hellere have en lille lur. Da hun lidt efter vågner op, er Jean pist borte. 25 år slutter uden et punktum. Havet sletter alle spor. Eller er Jean bare deserteret? Man ser ham for sig, da han tidligere på dagen gik i haven og samlede brænde. Noget overvægtig og lidt stakåndet. Var den rygende cigaret og glasset med rødvin til spaghettien de sædvanlige hyggelige livstegn? Eller var de skriften på væggen, som ikke blev bemærket, før det pludselig var for sent? Maries desperation og forvirring er hjerteskærende. Døden kommer som en tyv om natten, men viser sig også at kunne komme som en solstråle glimtende i skummet fra en bølge. Som tilskuer er man ikke for alvor i tvivl. Jean er druknet. Men da filmen efter tyve minutter springer et halvt år frem i tiden, møder man en Marie, der stadig lever, som om hendes Jean var ved hendes side. Hun ser ham, hun snakker med ham, hun sover ved siden af ham. Over for vennerne omtaler hun Jean i nutid. Som om deres hentydninger til tragedien er noget pjank, der kun er en overbærende hovedrysten værd. Hvad angår sexlivet, så er forskellen på en levende og en død Jean til at overskue. Måske er det ikke kun, fordi Jeans lig mangler, at Marie har svært ved at fatte hans død. Måske er det også, fordi de ikke var helt levende sammen, at dødens pointe har så svært ved at trænge igennem. Hvilket instruktøren Francois Ozon klart antyder. Det er først, da Marie indleder et seksuelt forhold til forlæggeren Vincent (første gang Marie er Jean 'utro'), at hun får en reel mulighed for at se realiteterne i øjnene. Den selv samme dag kommer der nemlig besked fra myndighederne. Man har fundet liget af en druknet, der svarer til signalementet af Jean. Filmens afdæmpede spændingshistorie udspiller sig i Maries reaktionsmønster. Vil Marie på et tidspunkt magte at se virkeligheden i øjnene, eller vil hun for bestandigt forsvinde ind i en psykotisk fantasi, hvor hun stadig deler seng og morgenbord med sin Jean? Hendes opvågnen til den nye virkelighed vil, hvis den overhovedet finder sted, være smertelig. På et tidspunkt bliver hun således tvunget til at spørge sig selv, om hun virkelig har været så kedelig, at hun har drevet sin mand til depression, faneflugt eller måske ligefrem selvmord? Men dén hopper man nu ikke på. Ganske vist er der noget køligt og fersk over Marie, der dyrker fitness, shopping og engelsk litteratur med samme monotone målrettethed, men Marie bliver fremstillet af Charlotte Rampling, og uanset hvor glad han var for mad, den franske Jean, så var han dog hverken blind eller døv. I sit nuancerede spil kan den 57-årige Charlotte Rampling trække på sin intakte klassiske skønhed og den forvirrende smerte, der trækker gruber i ansigtet, flakker hen over hendes. Ramplings præstation er lydefri. Oplevelsen i en lidt skematisk fransk film, der fortæller sin historie med en afstemt beherskelse, der grænser til det akademisk tørre. Hovedpersonens fornægtelse af savnets gennemslagskraft giver belæg for Ozons fremgangsmåde, men det forhindrer ikke, at den del af filmen, der ikke er Rampling, bliver lidt død i sværen.