Rager de kendtes privatliv os andre så indlysende, at dag- og ugeblade har pressefrihedens ret til at udbasunere det? Svaret må afvejes fra sag til sag, alt efter dets konsekvenser for almenheden. Så beslutningstagerens etik - eller mangel på samme - er afgørende. Den svenske journalist og damebladsredaktør Liza Marklund har fået fortjent succes som forfatter til kriminalromanerne om journalisten Annika Bengtzon i netop den slags dilemmaer. Med svensk tv- og filmindustris solide tradition for den problemrealistiske thriller måtte dét jo ende med en femikrimi som levende billeder. I første omgang over debutromanen, om et planlagt OL i Stockholm, hvor både stadion og den kvindelige chef imidlertid sprænges til millionbøf, som optakt til endnu et par mord. En lykkelig forening, for hele holdet fra 'Englegård' og 'Under solen' stiller op. Mættende blander instruktøren Colin Nutley håndfaste konflikter omkring alder, køn og håndværk på en dagbladsredaktion med glimt af dybde, tvivl, svaghedserkendelse. Fotografen Jens Fischers overlegne teknik og psykologiske præcision er suverænt klippet sammen af Perry Schaffer, så et dyk fra en badebro med den efterfølgende kosmisk blå ensomhed i kampen for at nå overfladen igen f.eks. bliver til en enkel, men ubetalelig ramme om filmens tema og tilskuerens tilstand: To timers tilbageholdt åndedræt! Helena Bergström er næsten den fødte Annika: Robust nordisk kvindelighed med dét nødvendige strejf af sårbarhed, der åbner tilskuerens angst. Hendes spinkle talent for humor bruges desværre ikke, så konflikten med redaktionens mere oplagsmaksimerende medarbejdere truer en kort overgang med at kamme over i et kvindeligt automat-martyrium (er f.eks. kynisk sladder-journalistik virkelig specielt 'mandlig'? - ikke efter mine observationer!). Heldigvis opvejes dét af, at hun bosser kollegerne rundt og lader ægtefællen om børn og familieinitiativ. Men også af dygtigt nuanceret spil af Reine Brynolfsson som anløben redaktionschef og især Brasse Brännström som udbrændt, bitter og derfor karriereoverhalet kriminalreporter. Relativt ubrugt på film er Örjan Rambergs ansigt fascinerende i rollen som ladt tilbagelænet chefredaktør på 'Kvällsposten', men med nærvær, etisk jugement og menneskeklogskab når det gælder. Kvindesiden står mere anonymt, bortset fra Pernilla August i et frysende dygtigt portræt af mennesket, der besvarer ydmygelse med patologisk selvovervurdering. Hendes, såvel som chefredaktørens, sene indtræden i centrum af begivenhederne skyldes en plotsvaghed i romanen, som filmen ikke kan reparere. Men det hindrer ikke helheden i at fungere, lige til man øjner lyset i sit sidste gisp.