Kuppet

Lyt til artiklen

På papiret ligner det den perfekte plan. Alt er kørt i stilling til, at Joe Moore og hans bande af topprofessionelle tyveknægte skal kunne gennemføre det store kup med militærisk præcision. Alligevel er der noget, der går galt. Uden maskering bliver Joe i juvelbutikken indfanget af et overvågningskamera. Tyvene slipper væk med juvelerne, men da Joe som konsekvens af sin afsløring vil trække sig tilbage til de varme lande med sin unge kone Fran og pengene fra kuppet, sætter hæleren Bergman tommelskruerne på. Hvis ikke Joe gennemfører et sidste stort kup, vil Bergman ikke blot beholde juvelerne, men også melde Joe til politiet. Modstræbende går Joe i gang med at planlægge tyveriet af en ladning schweiziske guldbarrer fra et fly i en lufthavn. Om muligt endnu mere modstræbende indvilliger han i at tage Bergmans nevø Jimmy Silk på slæb som kombineret vagthund og lærling. Nu begynder et indviklet spil. Mon ikke Bergman vil snyde Joe? Vil Joe først bluffe Bergman? Smarte Jimmy vil både have guldet og Joes lækre kone, men vil Fran have den unge gangster eller den gamle rævepels? På papiret ligner det den perfekte plan. Alt er sat op til, at David Mamet og hans gamle drenge skal kunne levere en spændende noir-krimi med lurendrejeri og hårdkogt replikkunst. Alligevel er der noget, der går galt. Magien lader sig ikke rigtig fange af kameraet på trods af en tung og cremet rolleliste. Gene Hackman er Joe Moore og Danny DeVito er hæleren Bergman, mens Delroy Lindo og Ricky Jay spiller Joes to betroede medarbejdere. Hackman, DeVito og Lindo. Store navne, der gerne leger med. Men legen er ikke god nok. Undervejs bliver der skudt en del i filmen, men skylden for, at 'Kuppet' ikke rigtig lykkes, kan Mamet ikke skyde på andre end sig selv. Som instruktør og manuskriptforfatter har Mamet senest lavet den meget velspillede filmkomedie 'State & Main'. Som manuskriptforfatter er Mamet et af Hollywoods store navne, der kan skrive både 'The Untouchables', 'Hoffa' og 'Ronin' på visitkortet. Derfor overraskende, at det i 'Kuppet' ikke mindst er manuskriptet, som vender den tunge ende nedad. Starten er ellers lovende. Det første kup gennemføres med stram disciplin hos både kupmagere, instruktør og klipper. Gene Hackmans ansigt med de minutiøse skift mellem pokerfjæs og passion fylder lærredet, som det skal. Men 'Kuppet' taber hurtigt højde. De hårdkogte replikker ligger for klos op ad hinanden og er sjældent turneret helt optimalt. Læg dertil, at for mange af dem ligger i munden på Rebecca Pidgeon i rollen som Joes unge kone, Fran. Pidgeon er gift med David Mamet og god til at ligne en tough cookie, men replikkerne snerrer utroværdigt i hendes mund uden at bide fra sig. Plottet er tænkt som en rigtig twister, hvor esserne hele tiden skifter hånd, mens man holdes hen i spænding og uvished. Men i stedet for at trække nysgerrigheden rundt ved næsen mister man tværtimod langsomt interessen. Plottet snor sig mere end en flygtende klapperslange, men fordi Mamet aldrig får etableret nogen seriøs interesse for personerne og deres skæbne, ender det hele med at ligne en temmelig formålsløs legen skattejagt. Hvor reglerne skifter efter fortællerens forgodtbefindende, og hvor man derfor også ender med at blive bedøvende ligeglad med, hvem der i sidste ende får schweizerguldet og fru Mamet. Også selv om en af kandidaterne til at vinde guld og gudinde spilles med rutineret pondus af Gene Hackman.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her