Ungdomsfilm er en genre. Alderdomsfilm findes knap nok. I hvert fald når emnet er kærlighed. Er der i kærlighedsfilm gamle mennesker på lærredet, er det som regel som kontrast til de yngre hovedsager. Indkapslet kærlighed Heldigvis er der da undtagelser. Bille Augusts 'Sangen om Martin' var en af dem. Den hollandskfødte instruktør Paul Cox har med 'Innocence' lavet en anden. Også Cox' hovedpersoner er så gamle, at sygdom og død kaster deres slagskygger ind over kærlighedshistorien, men i modsætning til Augusts' film er truende sygdom og død alderdommens vilkår snarere end et særskilt tema. Filmen starter med et tilbageblik. To unge elskende på en bro engang i 1950'erne. Vandet, som jo er tiden, fosser uanfægtet under broen, hvorpå der står to og kysser hinanden så inderligt. De er forelskede, men skilles alligevel ad. 40 år efter tager Andreas Borg efter et langt tilløb og en dyb indånding atter kontakt til sin elskede Claire. Det har vist sig, at de begge bor i Australien. Tæt på hinanden. De mødes over en frokost. Fremmede og alligevel intime i hinandens selskab. For de har kendt hinanden engang, og gør det derfor stadig, selvom en stor del af livstiden nu ligger imellem dem. Organisten Andreas har været enkemand i 30 år og har en voksen datter, som han har et tæt forhold til. Claire er gift med den pensionerede John med hvem hun har en søn, der er læge. I 40 år har deres kærlighed ligget indkapslet, mens livet strømmede forbi. Nu bliver den vækket til live. Andreas har ikke andet end sin sindsro at miste, men Claire har sit ægteskab og sin tryghed. Hendes ægteskab med John har ganske vist været en tam og venskabelig rutine i mange år, men er en rutinepræget indsats grund nok til at risikere alt så tæt på målet? Det er her på målstregen, at Andreas og Claire finder hinanden. Hvis målet ikke skal være døden, må livet leves. Filmens budskab er enkelt og dybt: Livets sene dage tæller også med. Måske er det aldrig for sent, at vælge at turde leve i overensstemmelse med sig selv. Dermed gør filmen, hvad film så sjældent gør; tager gamle mennesker alvorligt som mennesker med drømme og håb og længsler. Uanset hvor begrænset tidshorisonten måtte være, rummer hver dag muligheden for sin egen opfyldelse. Lige lovlig klog 'Innocence' er en klog film. Også ind imellem lovlig klog. For Paul Cox har placeret lidt for megen af sin livsvisdom som bon mot-lignende replikker i munden på sine personer. Især Charles Tingwell må som Andreas trækkes med den byrde det er at skulle sige noget klogt og definitivt næsten hver gang, han åbner munden. Mere spillerum får Julia Blake som Claire. En rolle der også er mere åben og sårbar, fordi den i så høj grad er spændt ud mellem tvivlen og lysten. To følelser, der næsten er tabu i omgivelsernes øjne, når man har nået en alder, hvor man formodes at have udspillet sin aktive rolle i livet. Også i de andre større roller bliver der spillet fornemt. Terry Norris er ægtemanden John. Et maskulint vanedyr der i en sen alder mærker gulvtæppet blive revet væk under sig, og famlende må prøve at genopdage det følelsesliv, han ellers for mange, mange år siden har begravet under hverdagsrutinernes grå beton. Marta Dusseldorp og Robert Menzies er som henholdsvis Andreas' datter og Claires søn velvalgte typer og velspillende skuespillere. Historien om hvorfor det unge par i sin tid måtte skilles, får desværre i for høj grad lov til at stå hen som halvkvædet vise. Man ville gerne have været lidt klogere på, hvorfor den unge, forelskede Andreas ikke dengang kunne mønstre modet til at trodse sin far. Der er nuancer og motiver i karakterne som får lov til at stå lidt for tågede. Men som kammerspil og en historie om brændende kærlighed, når der går ild i gamle huse, er 'Innocence' en film med mange glæder i sig. Her knyttes kærligheden og døden sammen. Ikke af unge menneskers desperate dødsdrift, men af tidens ubønhørlige tømning af kroppens kalk. Af en nøgtern romantisk fortælling som med sin skildring af alderstegen eros bliver livsbekræftende snarere end fatalistisk. Fordi den helt fundamentalt og bevægende handler om mennesker og deres mulighed for at gribe og fylde øjeblikket uanset udløbsdato.