Rob Schneider tilhører sammen med vennen Adam Sandler den nye amerikanske komikergeneration. Ak og ve og klage, thi i modsætning til Jim Carrey, der både kan spille skuespil, bruge sin krop og være morsom med brod, kniber det med alle tre ting for Schneider og Sandler, der er executive producent på vennens soloudbrud 'The Animal'. De har begge respektløshed i spandevis, men den står temmelig alene og laver pruttelyde ovre i et hjørne. Ellers består repertoiret i forstemmende grad i at kunne skære den mest skeløjede grimasse, når man har fået et eller andet tungt i skridtet. Populær er også den disciplin, der består i at stå og se barnagtigt småsavlende og sølle ud, mens man hundeagtigt angler efter den kvindelige hovedpersons sympati. En temmelig ynkelig form for komisk selvkastration, som sikkert siger enormt meget om samfundet i disse år. Marvin Mange er en håbløs slapsvans og klodsmajor, der forgæves prøver på at blive en rigtig politimand ligesom sin far. Men optagelsesprøven ender hver gang med, at Marvin tisser i træningsbukserne. Alt ændres dog med et slag, da Marvin efter en slem bilulykke falder i kløerne på den gale videnskabsmand Dr. Wilder. Denne moderne Frankenstein fra organtransplantationernes tidsalder redder Marvins liv ved at erstatte hans mange smadrede organer med organer fra dyr. Og nej, det er ikke uglens klogskab eller løvens hjerte, der kommer til at præge den genfødte Marvin. Dr. Wilders organbank består mest af kasserede cirkusdyr og Michael Jacksons aflagte abe. En lugtesans som en narkohund skaffer imidlertid hurtigt Marvin en plads i politikorpset, men bukkejernet og numsesnifferiet giver ham lige så hurtigt problemer med kvinder, køer og postkasser. At kontrollere sine seksuelle drifter og sin appetit er som bekendt ikke lige dyreverdenens specialitet. Som komiker er den lille krøltop Rob Schneider egentlig at foretrække frem for Sandler. At se ham bage lystent på en ged i brunst er bestemt ikke umorsomt, og hans imitation af en søløve er ret forrygende. At lade Marvins sorte ven blive udsat for et massivt tilfælde af repressiv tolerance i konfrontationen med en vaskeægte Frankenstein-pøbel er en af filmens mere opvakte ideer. Så filmen har da sine øjeblikke. Men i hænderne på den debuterende instruktør Luke Greenfield er Schneiders 'The Animal' blevet en leddeløs kæde af fusere domineret af skuespillerpræstationer, der befinder sig lige så langt under lavmålet, som vittighederne befinder sig under bæltestedet. Skulle 'The Animal' reddes, mangler simpelthen et vitalt organ. Men så vidt vides er hjernetransplantationer stadig et stykke vej ude i fremtiden.