Det er noget af en opgave at stille sig at ville filmatisere Einar Mar Gudmundssons roman 'Universets Engle', der vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 95. Til dels fordi der uundgåeligt vil være særlige forventninger til filmatiseringen af en rigtig god bog. Men i højere grad fordi 'Universets Engle' ikke er udpræget filmisk i sin form - den er en dygtig leg med fortællesynsvinkler, idet historien berettes af en skizofren jegfortæller, der ikke er bundet af tid og sted og kan tale videre selv efter sin død. Det er den 47-årige Fridrik Thór Fridriksson, der har kastet sig ud i projektet. Fridriksson er - ud over at være instruktør og producent - barndomsven med Gudmundsson, der har skrevet manuskript til filmen. Romanens jegfortæller bibeholdes i filmen med et typisk litterærfilmisk kneb, voice-over. Det er den unge og siden voksne mand Palli, der fortæller sin historie. Og det er beretningen om, hvordan verden ser ud med den skizofrenes øjne. Til at begynde med er Palli en drømmerisk fyr med kunstnerambitioner, men en kærestesorg bliver den udløsende faktor for hans sygdom. Hans ulykkelige forældre ser uforstående til, mens Pallis paranoia og vanvid tager til og ender i akut indlæggelse. Herefter kommer en stor del af hans tilværelse til at foregå på det psykiatriske hospital i Reykjavik. Palli stifter noget, der minder om venskab med et par medpatienter. Men da alt kommer til alt, er de ikke så meget venner som lidelsesfæller i en verden, der forekommer lige så afsindig uden for hospitalets mure som indenfor. Filmen er et portræt af en skizofren - og fremstår i højere grad som en case story end som et handlingspræget drama. Den bevæger sig undersøgende i grænselandet mellem såkaldt normalitet og vanvid - og cirkler omkring det klassiske spørgsmål: Er den sindssyge i virkeligheden det følelsesmæssigt sundeste menneske, idet han/hun blot reagerer naturligt på en sindsyg verden? Den ludende, langlemmede Ingvar E. Sigurdsson har en overbevisende uforudsigelighed i rollen som Palli - smilehulslattermild det ene øjeblik og dæmonisk skulende det næste. Man forstår, at Fridriksson har satset på ham, også selvom Sigurdsson virker for gammel til sin figur i første del af fortællingen. Men det ser man gerne gennem fingre med for at beholde hans troldefjæs i resten af filmen. Der er en befriende sort galgenhumor i dele af 'Universets Engle'. Humoren fungerer ikke alene som modvægt til filmens dystre emne, men også til dens mange, lidt højstemte religiøse symboler og henvisninger. For både i replikker og i billedsprog finder vi tornekroner, korsfæstelser, Noahs Ark, stigmatisering - ja, Palli går endda på vandet i en enkelt scene. Der smøres tykt på, men det er og bliver nu mere interessant og gribende, når Palli fremstilles som et menneske end som en lidende martyr og moderne Jesus- skikkelse. 'Universets Engle' har generelt den svaghed, at den tenderer noget overgjort og kunstigt. Det er en iøjnefaldende scenograferet film - eksempelvis passerer Palli i en nattescene nogle mærkeligt tomme butiksruder med glødende, blinkende lysstofrør - de skal naturligvis være et ildevarslende billede på Pallis sindstilstand, men virker bare kulisseagtigt placerede. Hvis Fridriksson havde gjort en dyd af kunstigheden og dyrket et surrealistisk univers, havde det måske fungeret. Men han sætter sig mellem to stole, idet han et godt stykke hen ad vejen lader 'Universets Engle' være jordnær realisme. Den føjer sig til en lang tradition af portrætter af samfundets outsidere - hvor film som Mike Leighs rablende og rå 'Naked' (1993) og Michael Rymers 'Angel Baby' (1995) skiller sig ud som nogle af det seneste årtis bedste. 'Universets Engle' har en vis fandenivoldsk energi tilfælles med disse to film - en fandenivoldskhed, som for en stor del leveres af Sigurdsson. Men det konstruerede præg ved filmen er medvirkende til, at den som helhed ikke rammer så dybt, som den har potentiale til.