Kriminalbetjenten Jerry Black er blevet pensionsmoden. Det er hans sidste dag på jobbet. Fotografierne af den unge politimand med fremtiden for sig, som han engang var, pilles ned fra kontorets vægge. Jerry ser ud ad vinduet. Nede på fortovet aser en gammel kvinde sig møjsommeligt afsted med sin rollator. At blive gammel og pensionist. Tanken er ikke tillokkende. Selv ikke for en lystfisker. Jerry er afholdt af kollegerne, men privatlivet har ikke været en succes. To gange er han blevet skilt. To nitter i kærlighedens lotteri. Og nu er der snart kun privatlivet tilbage. Da der midt i hans afskedsfest indløber meddelelse om et barnemord, insisterer Jerry på at følge med. Ætsende scene Det bliver op til Jerry at fortælle forældrene til den myrdede og skændede lille pige om deres datters skæbne. Familien har en kalkunfarm. Jerry fortæller dem nyheden i en stald omgivet af en horde kaglende kalkuner. En mærkelig og rystende scene. Den lammende tavshed og moderens desperate skrig midt i den uophørlige pludren. Scenen ætser sig fast. Det er den slags scener, som demonstrerer skuespilleren Sean Penns format som instruktør. Forældrene er knust. Også Jerry er rystet. Rystet over den myrdede pige. Rystet fordi hans aftrædelse har fået grunden til at skride under ham. Da den desperate mor kræver af ham, at han skal love at finde morderen og sværge på at gøre det ved sin udødelige sjæls frelse, gør han det. Uagtet at han som politimand udmærket godt ved, at det er et løfte, han muligvis ikke vil kunne opfylde. Da slet ikke som pensionist. Men med løftet får hans liv et mål og et indhold igen. Jerry får sin fremtid igen. Men samtidig er det et løfte, som svinebinder ham til fortiden, til de døde, til det udgydte blod. Jerrys efterfølger Stan Krolak får hurtigt fralokket en retarderet indianer en tilståelse. Da indianeren begår selvmord, er sagen lukket og slukket. Men Jerry har en nagende mistanke om, at gerningsmanden er en anden. Endnu en lille lyshåret pige er forsvundet på egnen. En tredje er for nogle år siden blevet myrdet. Det ligner en seriemorder. Politiet vil videre i teksten, men Jerry er bundet af sit løfte. Som et skalkeskjul til dække for sin jagt på den virkelige morder, opbygger Jerry et nyt liv. Han køber en tankstation i en afsidesliggende lille by. Han bliver gode venner og kæreste med servitricen Lori og hendes lille blonde engledatter Chrissy. Det ligner et nyt liv for Jerry. Men det ligner også en fælde for en morder. Vil Jerry bruge de levende som lokkemad for at kunne fange en morder og frelse sin egen sjæl? Hvis det er tilfældet er sjælen, uanset udfaldet, snarere fortabt end frelst. Seriøs spændingsfilm Jack Nicholson har som Jerry fået en stor fed rolle at sætte tænderne i. Denne rationelle Jerry, der i et irrationelt øjeblik sætter sin sjæl i pant. En sjæl han indtil da næppe har skænket en tanke. Jerry kender sine lus på gangen, men sig selv kender han ikke meget til. Nicholson spiller ham i sin første rolle siden 'As Good As It Gets' inderligt overbevisende og uden skyggen af manerer. At se Nicholsons kunst træde frem i sin figurs stadig flere mentale krakeleringer, er simpelthen at overvære stort skuespil. Sean Penn har instrueret et manuskript bygget på en roman af Friedrich Dürrenmatt. Det har Penn igen gjort godt. En seriøs spændingsfilm. Seriøs i sin tyngde. Seriøs i sin fokusering på sin hovedpersons psykologiske skyggespil. Filmen rummer mange intense scener og fastholder en egen lavmælt elektrisk understrøm af spænding. Men tillader også sig selv for mange stillestående scener til helt at kunne fastholde den fremdrift, filmens krimi-intrige kræver. Det er et blæret cast. Vanessa Redgrave, Helen Mirren, Benicio del Toro, Sam Shepard, Harry Dean Stanton og minsandten også Mickey Rourke i en lille rolle som forgræmmet far til en forsvundet pige. Ikke alle de prestigiøst besatte biroller fungerer imidlertid lige godt. De lidt for mange kendte ansigter udfordrer unødvendigt filmens realisme. Men tæt på Nicholson spiller Robin Wright Penn som kæresten Lori fornemt op til ham. Selvfølgelig tilhører filmen Nicholson. Men også Sean Penn har stor ære af 'Løftet'. Penn har en sammenbidt vilje til at skabe film med dybde i karaktertegningen. 'Løftet' er en på mange måder stolt, seriøs og spændende film, som dog med fordel kunne have strammet skruen en del undervejs.