Training Day

Lyt til artiklen

Handlingen i 'Training Day' udspiller sig på et enkelt døgn. Nemlig den dag , da den unge grønskolling Jake Hoyt fra LAPD skal prøvekøres blandt de barske drenge i narkopolitiet. I løbet af en enkelt arbejdsdag skal Jake bevise, at han kan klare mosten. Det er Jakes store chance for at komme frem i verden. Han er parat til næsten hvad som helst for at vise sig værdig. Hans makker i bilen og eventuelt kommende chef er den karismatiske og knaldhårde Alonzo, der mere ligner en elegant gangsta end en lovens håndhæver. Alonzo går straks i gang med at belære Jake om, hvor lidt nytte man har af regulativer og den slags tøsepjat, når man arbejder med narko. Man må vælge, om man vil beskytte fårene ved at hyle med de ulve, man færdes iblandt, eller om man selv vil være et brægende får, hævder Alonzo, der bliver spillet af Denzel Washington. Spørgsmålet er fra starten, hvorvidt Alonzo er gået i gang med at hærde eller korrumpere Jake (Ethan Hawke). Den ambitiøse og retskafne unge mands begær efter at leve op til den stærke politimand er åbenlyst. Men tvivlen melder sig, da Alonzo lokker Jake ud på moralsk gyngende grund. Jake stritter imod, men hans ambition og behagesyge står ham i vejen. Ét valg ad gangen bliver han hurtigt ført ud i et morads, der bliver dybere for hvert af Jakes valg. Det går unægtelig tjept. Før frokostpausen har den normalt så retskafne Jake røget englestøv, drukket øl i tjenesten, viftet ulovligt med skydevåben og brudt flere regler, end han har lyst til at huske. Så lokket af Alonzo rutscher Jake på en enkelt rask arbejdsdag ned ad en moralsk glidebane, som de fleste andre korrupte strømere ville være flere år om at tilbagelægge. Det er filmens fuldstændig utroværdige præmis og derfor selvfølgelig også dens dramatiske svaghed. Men det er alligevel en lidt anden form for utroværdighed, end den man ellers er vant til at opleve i overgearede amerikanske actionfilm. For 'Training Day' udspiller sig på en hårdt optegnet baggrund, der både er realistisk rå og så billedsmækker som nogen reklamefilm. Den seje og stilfulde ramme om det urealistiske plot giver filmen mere end en snert af surrealisme. En fornemmelse af uvirkelighed midt i virkeligheden, som ikke bliver mindre, men til gengæld mere velbegrundet, hvis man betragter konceptet 'Training Day' som en moderne komprimeret udgave af et folkeeventyr. Det handler jo om en ung mand, der en skønne dag forlader sit hjem for at komme frem i verden. Fortrøstningsfuld begiver han sig afsted, men møder snart en sleben personage, som tilbyder ham guld og grønne skove, hvis blot den unge mand vil gøre ham en enkelt tjeneste eller to. Klarer ynglingen ikke opgaven, må han til gengæld aflevere sin sjæl ved Kasse 1. At man sluger kamelen skyldes Denzel Washington, der med snedig udstråling og virtuos detaljerigdom skaber en figur, der er reelt forlokkende. Man mærker suget i maven, når Jake gang på gang bliver placeret i en ny og forværret valgsituation. Er Alonzo med de smarte manerer, den glatte tunge og de brutale metoder bare en hård motherfucker, der er cool nok til at vide, at målet helliger midlerne? Bare endnu en beskidt strisser eller en ren djævel? Denzel Washington er ekspert i at spille reelle mænd, men i 'Training Day' spiller han en faretruende figur af en anden og mere uigennemskuelig karakter. Men som filmen i øvrigt er Denzel Washington klart bedst, så længe der får lov til at råde tvivl om Alonzos sande karakter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her