Titlen på Ole Christian Madsens nye film, og samtidig den syvende dogmefilm i rækken, tyder måske på noget lyst og lykkeligt, men reelt er resultatet i lange passager kulsort og knugende. Og på en måde er dette sidste måske det mest prisværdige og respektindgydende ved 'En Kærlighedshistorie'. Påklistret redningsforsøg Filmen og instruktøren helmer absolut ikke, før den sidste smertefulde sandhed er fortalt og fremhævet, og hvis man kan hævde, at det er en kvalitet at holde en historie fast til den bitre ende, er der ingen tvivl om, at 'En Kærlighedshistorie' er en eksemplarisk film. På den anden side er det samtidig denne risikovillige konsekvens, der bliver filmens svaghed. Den synes efterhånden - langsomt, men sikkert - at føre historien ind i en smallere og smallere blindgyde, så kun et utroværdigt, påklistret greb til allersidst kan bringe den tilbage på sporet. Men da er det for sent, og det har alt for længe stået klart, at svagheden ligger i, at filmens almene historie og referenceramme gradvist bliver reduceret til en snæver, individuel sygdomshistorie. Dominerende sygehistorie Det er filmens kvindelige hovedperson Kira (Stine Stengade), der er alvorligt syg. Ved historiens begyndelse er hun netop blevet udskrevet efter en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, og instruktørens hovedanliggende er herefter at skildre, hvordan Kira og hendes mand Mads (Lars Mikkelsen) prøvende og tøvende skal forsøge at få deres samliv, med bl.a. to små børn, til at fungere igen. Det er her, man allerede tidligt fornemmer, at Kiras sygdom rent dramaturgisk er for voldsom og dominerende. Det normale har heldigvis vide rammer, og alt er relativt, men alligevel overvinder 'En Kærlighedshistorie' aldrig dét grundlæggende problem, at det er umuligt at forestille sig denne Kira i et almindeligt, nogenlunde velfungerende forhold. Der sker det, at Kiras sygdom rent billedligt talt svulmer op og bremser for selve dramaet, for fortællingens nødvendige udviklingsmuligheder og fremdrift. Kun denne sygdom og al dens indadvendte lidelse bliver tilbage - som et helt stillestående og afvisende fænomen. Det kunne der måske alligevel med en vågen og bevidst tilgang komme noget kunstnerisk frugtbart ud af. Et standardeksempel kunne være Ken Loach-filmen 'Family Life', men her var det netop Loachs styrke at fremhæve sygdomshistorien med en sjælden realitetsbetonet og dramadokumentarisk gennemslagskraft. Vi troede fuldt og fast på, at denne syge pige Janice var et spillevende menneske og ikke blot en fiktiv figur i en mere eller mindre tilfældig film. Vision og visdom savnes Men dette skær af fiktion, af noget kunstfærdigt og udtænkt, forlader netop aldrig 'En Kærlighedshistorie'. Derfor er det nok mere oplagt at søge de filmiske paralleller andre steder end hos socialrealismen i almindelighed og Loach i særdeleshed. Og sandt er det da også, at der fra Ole Christian Madsens udspil kan trækkes oplagte hjemlige spor til f.eks. Nils Malmros og især en film som 'Kærlighedens Smerte', hvor en psykiatrisk sygdomshistorie også var det centrale islæt. Men det viser sig, at det er fiktionens karakter hos henholdsvis Madsen og Malmros, der markerer forskellen i de to tilgange. Hos Malmros er fiktionen gennemlyst af et personligt temperament og kan måske endda siges at rumme en hel livsanskuelse, en hel morale og dens dyrekøbte erfaringsgrundlag. Hos Ole Christian Madsen øjner man i 'En Kærlighedshistorie' udelukkende de reelle hensigter og det velformulerede postulat. Men det, der savnes, er måske den udefinérbare menneskelige udstråling af visdom og vision. Usminket nærportræt Alligevel fungerer flere ting i filmen ganske udmærket. I forhold til tv-serien 'Edderkoppen' er det tydeligt, og heldigt, at instruktøren har skruet ned for det effektjagende blus. Dermed er det i langt højere grad personernes følsomhed og de psykologiske brydninger, der bliver fremhævet i 'En Kærlighedshistorie'. Og også her bærer Madsens film præg af det gennemtænkte, idet billedsproget som en afspejling af Kiras sygdom og den ægteskabelige krise er hårdt, kantet, springende, og farveregistret tilsvarende uforskønnet og gråtonet. Endelig er der ingen tvivl om, at Stine Stengade i den store hovedrolle går kompromisløst efter at give os hele sandheden om den forpinte og sårede Kira. Eller i hvert fald den følelsesmæssige sandhed. For selvom personen set i det store perspektiv synes at savne baggrund og råderum, er der netop aldrig tvivl om, at rækken af intense øjeblikke og enkeltscener, hvor tætheden i portrættet af Kira næsten bliver ubærlig eller blufærdighedskrænkende, er truffet uden mindste usikkerhed. Det er den store kvalitet i 'En Kærlighedshistorie'. Det usminkede nærportræt af en psykisk syg kvinde. Desværre kommer det samtidig til at skygge for historien om hendes kærlighed.