Det er en interessant idé, der ligger bag 'A Knight's Tale'. Instruktøren Brian Helgeland forsøger her at fortælle et klassisk drama om kærlighed og skæbne fra riddertiden, men han tilsætter det nutidens tempo, ironi og rockmusik. Det giver et særligt stilistisk sammenstød, der dog i 'A Knight's Tale' klart lader det nutidige få overvægt. Men netop ikke på en uproblematisk måde. F.eks. spiller Helgelands film i alenlange 132 minutter, men indholdsmæssigt er den meget kort for hovedet. Her må enhver form for dybde eller koncentration (eller blot god, gammeldags charme), vige for en hektisk hurlumhej, der minder lidt for meget om varm luft fra videoalderen. Hvilket i længden kommer til at virke, som om det hele tiden er det samme stykke legetøj, der bliver trukket op for at gentage sine stærkt begrænsede kunster. Indeni legetøjet sidder i givet fald filmens hovedperson, den unge væbner Will (Heath Ledger). Det vil sige, han er kun lige væbner nogle få minutter i filmens begyndelse. For langt størsteparten af 'A Knight's Tale' handler nemlig om begivenhederne i Wills liv, efter at han har set sit snit til at give sig ud for en ridder. Han får nu en uventet mulighed for at gribe ud efter rigdom og lykke. Han får mulighed for at vise, at »man kan lave om på sin skæbne«, som han indledningsvis siger til sine to hjælpere, Wat og Roland. Det er dette simple tema, Brian Helgeland på den mest banale vis driver rovdrift på filmen igennem. Og bedre bliver det ikke, da Will, der blev sendt væk fra hjemmet i drengealderen, omsider har kæmpet sig til tops og i triumfens stund skal genforenes med sin far. Denne far er ikke blot meget gammel og fattig. Han er også meget blind. Mest seværdig er 'A Knight's Tale' i de mange fejende og tempofyldte scener fra de ridderturneringer, hvor Will med hest og lanser kæmper sig til tops. I særdeleshed i kamp mod den fæle stjerneridder Adhemar om den skønne Jocelyns gunst. Men også her går filmen i længden i tomgang. Eller også er det, som om den kun er få millimeter tyk. Og prikker man hul på den flotte overflade, stirrer man lige ind i noget, der ligner til forveksling - en tv-reklame eller en musikvideo.