Det tager kun et øjeblik at ødelægge et liv. Som det sker, da et ganske almindeligt drengeslagsmål får en uventet brat ende i Lynne Ramsays 'Ratcatcher'. Ryan Quinn slår hovedet mod en sten og drukner i en kanal i et af Glasgows udbombede slumkvarterer. Gerningsdrengen er den 12-årige legekammerat James. Også hans liv bliver i samme øjeblik smadret. I forvejen var det ikke for kønt. Gnavende skadedyr Faderen drikker, pengene er lige så små som lusene er store, og hverdagen i den skotske slum i begyndelsen af 1970erne er trøstesløs. Familien Gillespie drømmer om at blive udsaneret til lys og luft, men endnu er der ikke sket noget. Og som om det ikke er nok, er Glasgow på niende uge ramt af en skraldemandsstrejke. De sorte affaldssække hober sig op og går i gæring. Rotterne begynder at myldre i området ved den stillestående, forurenede kanal. I 'Ratcatcher' er det ydre landskab konsekvent et billede på det indre. James selv er tavs. Han forbliver alene med sin frygtelige gerning. Men skyldfølelsen gærer som affaldet omkring ham, og hans dårlige samvittighed rumsterer og formerer sig som gnavende skadedyr i hans sjæl. Der bliver ikke sat ord på drengens elendighed. Den er der hele tiden, men ligger som en tavs, knugende klump i filmens mave. Men hans indre elendighed kommer til udtryk i hans omgang med sine omgivelser. Paralyseret iagttager han den dræbte drengs skilsmisseforældre, der bebrejder sig selv, hvad de tror, er sønnens selvmord. James' indre overtryk kommer til udtryk i det stadig dårligere forhold til hans far og til hans søskende. Hjemme bliver James åndfraværende og pirrelig. Ude kommer bevidstheden om hans kainsmærke til udtryk i den sårbare fællesskabsfølelse, James udvikler i forhold til den småtbegavede dyreven Kenny, og ikke mindst i hans forelskelse i den stærblinde og seksuelt udnyttede teenager Margaret Anne. Ingen kender tilsyneladende hans frygtelige hemmelighed, men han knytter sig alligevel frivilligt til de andre udstødte i slummens barske hakkeorden. Dristig debutant 'Ratcatcher' kan ses som et talentfuldt bud på en videreførelse af den hæderkronede britiske tradition for socialrealisme. Arven fra Ken Loach er markant. Også Ramsay bruger med stort held amatørskuespillere i nøglerollerne. Men hun har ingen udtalt politisk dagsorden. Ramsay er en billedbevidst og dristig debutant, der dog langtfra er grøn, idet hun tidligere to gange med sine kortfilm har vundet Prix du Jury i Cannes. Ligesom det ofte er tilfældet hos Loach, får humoren lov til at spille en birolle som forløser. Socialbrutal realisme med poetisk dimension Det sker, at familien lægger lusekammen til side og fylkes foran fjerneren, hvor en ung Tom Jones synger 'What's New Pussycat?' i sort-hvid. Men overvejende er Ramsays fortælling mistrøstig og ville have været tungere at bære end en sæk kul, hvis det ikke lige var fordi farve- og symbolsproget hele vejen igennem forsynede den socialbrutale realisme med en subjektiv, poetisk dimension. En subjektivitet som gør, at man med lige så god ret kan hævde, at 'Ratcatcher' ikke primært er en objektiv socialrealistisk film, men en subjektiv iscenesættelse af et tidløst drama om skyld og angst i en socialrealistisk ramme. Skyldfølelsen og angstkvalmen er som en vampyr, der suger al varme ud af farverne i gerningsdrengens verden. Vision om forløsning Blåtonerne er så blågrå som klamme drømme om dødt kød. Vandet i den stillestående kanal taler tydeligere end en hel kirkegård om døden og den lidelse, der, som Nick Cave har udtrykt det, flyder igennem livet som et vand. Men uden for storbyens ophobninger af gammel affaldshistorie finder James en vision om forløsning. Her hinsides busrutens endestation ligger det endnu halvfærdige, heltomme og historieløse boligbyggeri, som med lidt held og en portion velvilje fra de sociale myndigheder kan give familien Gillespie en hårdt tiltrængt frisk start på livet. Indrammet af den tomme vinduesåbning står de bølgende gule kornmarker. Uvirkeligt virkelige. Så solmodne og gyldent forjættende som en kanvas bemalet af en mesterlig hyperrealist. Et indrammet billede af en mark. Eller et arkaisk symbol på livets store kredsløb, hvor det levende hele tiden må næres af de døde.