Den replik, der ligger i den engelske titel – ’Vi har et problem med Kevin’ – siger meget mere end den danske om denne storslået særegne, skræmmende og fascinerende films centrale indhold: forældres forsøg på at begribe deres børn og sig selv og vores glimtvis tydelige fornemmelse af afmagt.
Her sat på spidsen af en meget voldsom begivenhed og med et uhyre raffineret filmsprog.
Hvordan gik det til?
Udvendigt set handler det om at begribe skolemassakrer af den slags, USA senest oplevede lige før påske. Ved man ikke allerede det fra romanen af Lionel Shriver, gætter man det dog ret tidligt i filmen, selv om omstændighederne i al deres gru først afsløres meget sent.
Det er et led i den fortællerspænding, vi ellers kalder elementær.
Her er intet elementært, og den rigtige spænding ligger et andet sted.
Filmen klipper hele vejen frem og tilbage mellem tidsplaner og kan ses som én bevidsthedsstrøm, en malstrøm: Kameraet følger hovedpersonens kaos af erindringsglimt, de kværner rundt i hende, mens hun halvt i chok forsøger at få en ny, forkommen tilværelse til at fungere trods sin ensomhed og omgivelsernes bortvendthed og fordømmelse.
Afmægtig prøver hun at forstå, hvordan det gik til? Har hun selv nogensinde elsket sin søn?
Magtkampen mellem mor og barn
Eva hedder hun, engang en »legendarisk eventyrer«, som der står på en af hendes rejsebøger.
Hun mødte Franklin, et meget jordbundent hverdagsmenneske, og de har fået Kevin og er flyttet fra etagelejligheden i New York ud til en velhavervilla. Kevin har kolik som lille, så vedholdende, at hun ikke kan skjule sin irritation – eller sin lettelse, når skrigeriet overdøves af f.eks. et vejarbejde med trykluftbor! Mærker ungen det?
LÆS OGSÅ Vrede anmeldere om premierefilm: Hvorfor skal vi se det her?
I hvert fald vender han moderen ryggen, men ikke faderen. En magtkamp er i gang mellem de to hjemmegående på alle niveauer.
I 6-7-års alderen skider den kønne, men ikke rigtig charmerende dreng f.eks. bevidst i bukserne, som ’våben’ i kampen. Men værst er knægtens stædige afvisning, hans intuitivt virtuose spil på moderens skyldfølelse, altid dækket ind med et plausibelt påskud.
Hun ydmyger sig nu aldrig helt, og han opgiver aldrig at få hende knækket til det – eller hvad han nu end er ude på. Da hun f.eks. forløber sig, falder han så uheldigt, at han brækker armen – og har endnu et våben imod hende.
Magtspillet mellem Eva og Kevin – der fortsat fedter for faderen, men snart også tyranniserer en lillesøster, der forguder ham – bliver bare mere raffineret, da den udspekulerede lille satan går gennem puberteten med sin iskoldt glødende kontrol.
Indtil det hele går op i en spids, der ikke kan røbes i detaljer, men har et sidste overrumplende chok parat til os. Det chok, Eva endnu tumler rundt i.
Hvad fungerer ikke?
Tilda Swintons fjerne, lammede og samtidig helt åbne, nøgne ansigt spejles i scenografien: et tredjerangs rejsebureau med æselører på plakaterne (hendes nye arbejdsplads) og et hjem for en familie med to børn, påfaldende tømt for rod eller detaljer.
LÆS PORTRÆT
Filmstjerne bor med sin mand, elsker og rivalOgså unge Ezra Miller er skræmmende som den stenhårde, beregnende – sikkert ulykkelige? – teenager i en tilstand, der måske kan kaldes kontrolleret psykopati. På den fine lydside crooner Lonnie Donegan ’Nobody’s Child’.
Men ikke mindst skaber krydsklipningen af tidsforskudte erindringsglimt den konstante fornemmelse af en skræmmende labyrint for forstanden:
Gruppen af selvopslugte gravide mødre i sportshallen forlader hun f.eks. som en fremmed, og mens glade balletbørn myldrer om hende i korridoren, klippes der til hendes besøg i fængslet – 17 år efter. Og over for det et hylende kolikbarns provokerende ro, så snart faderen tager det på armen – John C. Reilly er igen overbevisende som Flinkesen, der aldrig rigtig fatter problemets alvor.
33 premierebiografer
Med et minimum af fysisk voldelige detaljer er ’Hvad med Kevin?’ en virkelig skræmmende film om nære familierelationer – eller manglen på dem.
Skotske Lynne Ramsay (f. 1969) med kun to spillefilm bag sig – ’Ratcatcher’ (1999) og ’Undervejs’ (’Morvern Callar’ 2002) – har med mesterhjælp af fotograf Seamus McGarvey og ikke mindre klipperen, Joe Bini, skabt en filmisk raffineret studie i en psykisk magtkamps detaljer: barnets tavse stirren tilbage, der kan ændre et forsøgsvist kærtegn til en ydmygelse af moderen.
LÆS ANMELDELSER Ratcatcher og Undervejs
Moderens ubevidste afmagt – afsky? – over for det barn, hun aldrig kan gøre tilfreds. Den glimtvise følelse af at sidde over for en komplet fremmed, som man håber på, at ens barn aldrig når at aflæse i ens ansigt.
Det ’udvendige’ emne, skolemassakre, kunne godt være blevet til mainstreamfilm. Men i stil, spil og filmsprog er ’Hvad med Kevin?’ en ener – som man derfor under al mulig tilstrømning i samfulde 33 premierebiografer.
fortsæt med at læse
