Makværk eller mesterværk?
De amerikanske anmeldere er rygende uenige, når det kommer til filmen 'Hvad med Kevin', der har dansk premiere torsdag.
Filmen, der har vundet et hav af priser, er baseret på Lionel Shrivers kontroversielle roman 'We Need to Talk about Kevin', og instruktøren er Lynne Ramsay, som tidligere har instrueret den roste 'Movern Callar'.
Den handler om en mor, der har ualmindeligt svært ved at elske sit barn.
Man følger akademikeren Eva (spillet af Tilda Swinton), som bliver gravid og tilsidesætter sin karriere for at blive mor på fuld tid.
Men intet bliver som hun forventer. Sønnen tyranniserer hende i en grad, så Evas nerver bliver tyndslidte, og da Kevin er 15, gør han noget så utilgiveligt, at alle vender sig mod både ham og mod moderen. Kort sagt: En barsk film, som ikke alle har lige let ved at goutere.
Mesterværk
En række af USAs filmanmeldere er dog ovenud begejstrede for dramaet. I Chicago Sun Times giver anmelderen Roger Ebert film topkarakter og kalder den en »mesterlig film«.
Hos Time Out New York giver anmelder Joshua Rothkopf også fem ud fem mulige stjerner - især for Tilda Swintons »knock-out præstation«
Det samme gør Kenneth Turan ved Los Angeles Times, som især påskønner hovedrolleindehaverens magnetiske tilstedeværelse på lærredet, og instruktørens evne til at fremkalde stærke følelser med sin visuelle stil, hvor det realistiske blandes med det surreelle.
Pinefuld at se
Men langt fra alle jubler. Selv om 'Hvad med Kevin?' får fleste roser, er nogle anmeldere nærmest vrede over at have været udsat for filmen.
I New York Observer rammer anmelderen Rex Reed bunden og giver nul stjerner. Han kalder det en 'led og prætentiøs film', hævder at historien er uforståelig og morbid og skriver, at det er årets mest useværdige horrorfilm.
I San Francisco Chronicle er Mick LaSalle heller ikke ligefrem begejstret. Han er irriteret på, at filmen zapper frem og tilbage i tid s brug af flash back og forward, og at nogle scener er ubærligt langtrukne. Og så mener han ikke, filmen giver et svar på titlen 'Hvad med Kevin?'.
»Det er også meget sørgeligt og frustrerende, at filmen ikke giver meget psykologisk mening. På trods af titlen leverer den aldrig den lovede diskussion om Kevin, som enhver fornuftig kone ville have påtvunget sin mand«.
Heller ikke Ty Burr fra The Boston Globe har fået en god biografoplevelse. Som han skriver i sin anmeldelse:
»Nogle film er smertelige at se, men man finder sig i det, fordi man får noget ud af det: en indsigt, en oplevelse, kunst, adrenalin. Og så er der de film, som piner en - for sportens skyld. Lynne Ramsays 'Hvad med Kevin?' falder i den sidste kategori«.
Han kalder desuden filmen »en konceptuelt kvalmende kunstfilm, som det er ren tortur at se, lytte til og tænke over«.
'Hvad med Kevin?' får dansk premiere 12. april. Hvad Politikens anmelder mener, kan man læse på iBYEN.dk torsdag.
fortsæt med at læse






























