Der er intet, der kommer bag på Rémi Bezançon.
Ikke alene hører han til fransk films mest omhyggeligt forberedte instruktører, men han sørger også for, at hans film foregriber udviklinger i hans eget liv. »Jeg blev færdig med en film om mænds 40-års kriser, da jeg stadig var 39«, fortæller han mig, da vi mødes i Paris, »fordi jeg ville have styr på, hvad det var for en størrelse, før jeg selv sad midt i det«.





























