Med sine 8.611 meter er K2 - som også har det sjældent brugte navn Mount Godwin Austen - verdens næsthøjeste bjerg. Det ligger, lige som sin 237 meter højere storebror Everest, i Himalaya. K2 er kendt som et vanskeligt, farligt og teknisk krævende bjerg at bestige. Men det er ikke desto mindre, hvad millionæren Elliot Vaughn (Bill Paxton) vil forsøge - for anden gang. Med sig har han en gruppe rutinerede alpinklatrere, men det hjælper ikke meget, da det blæser op til storm i 8.000 meters højde. Og før de får set sig om, sidder de fanget på en hylde i en gletscherspalte. Her er det så vores hovedperson Peter Garret (Chris O'Donnell) træder til. Han er nemlig bror til en af de nødstedte, Annie (Robin Tunney). Deres forhold er mildest talt ikke det mest afklarede, efter Peter nogle år forinden var medskyldig i deres fars død under en klippeklatreulykke. Og nu kan end ikke 10 vilde heste standse ham i at samle et redningshold og trave op på bjerget for at redde Søs. For trave er netop hvad de gør - aldrig har K2 været så let at bestige! Faktisk kan klatrene flyves næsten til toppen i helikopter, langt over virkelighedens grænse på 6.000 m. Hverken overnatninger eller ekstra ilt er nødvendig og man skulle da være en sløv satan for at gå af vejen for en rask lille sprint i den dejlig tynde luft. Der er ikke meget fornemmelse af store højder i 'Vertical Limit', som da også hovedsagligt er optaget langt fra K2, nemlig omkring Mount Cook (3.764 m) på New Zealand. Kulde mærker man heller ikke meget til i filmen; end ikke i den - iøvrigt forunderlig oplyste - gletscherspalte i 8.000 meter højde, kan man se personernes ånde. Bjerget er af uforklarlige grunde gjort langt mere ufarligt end det er i virkeligheden. Men drama skal der til, så hvad er mere natuligt end at slæbe nogle nitroglycerin-bomber med op i rygsækken? De skal selvfølgelig håndteres med den yyyderste forsigtighed (undtagen når man hopper tre meter ned fra en helikopter, så sker der ikke noget). Til gengæld kan bomberne så også sprænge nødstedte ud af gletscherspalter med en helt fabelagtig præcision. Filmen har lige så lidt med logik som med store bjerge at gøre, og det skader underholdningsværdien en hel del. Dertil kommer at actionscenerne - bortset fra et par heftige lavineoptagelser - er jævnt uoriginale; for eksempel går der galopperende inflation i klassikeren 'person-hænger-ud-over-afgrund'. Nu er et setup jo ikke alt, selv i en actionfilm. En god historie med nogle fascinerende karakterer kan gøre underværker. Men også karaktererne er klicheer i frit fald. Den onde millionær over for den hjertensgode yngling og hans skønne søster, et par australske klatrebumser som sjove indslag, og den gamle, forhærdede bjergbestiger (Scott Glenn), der bag sit 'galmandsydre' gemmer ægte bjergvisdom. Samt, for at fuldende billedet, en heltemodig muslim og en stærk, smuk bjergbestigerkvinde - så skulle vi vist også være der. Tonen i dialogen skifter mellem knurrende hanhunderi og sentimentalitet, og det vil være synd at sige, at skuespillerne får særlig meget plads til at udfolde skjulte talenter. Ganske kortvarigt er der ansatser til psykologisk spænding nede i papmaché-spalten, men her, som i alle andre scener, får den udvendige dramatik hurtigt overtaget. Instruktør og producer Martin Campbell viste også i 'The Mask of Zorro' og 'GoldenEye' at han er til kulørt eventyrligt action. Livsnerven i den genre er charme og netop charmen mangler fatalt i hans bastante bjergactiondrama. Filmen er beslægtet med Renny Harlins 'Cliffhanger' (1993) - og til en vis grad Franc Roddams mere virkelighedsnære 'K2' (1992) - men 'Vertical Limit' placerer sig på en klar tred-jeplads i det selskab. Så vi har stadig til gode at se en rigtig velfungerende mainstreamfilm om bjergbestigning. Der er ikke andet at sige til ugens premiere end: kom igen, Hollywood.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Vennen tastede falske navne ind i telefonen. Så Rasmus ikke skulle opdage løgnen
-
Verden gør klogt i at forberede sig på hævn
-
Mississippi er helt uforberedt på super tæt afstemning - har ingen lov om genoptælling
-
Endelig afgørelse i sagen om Anne Linnets private have på havnefronten
-
Ekspert: Bemærkelsesværdigt, at der kun går få timer, inden en af Trumps egne lægger afstand
-
El-Sayeds frivillige mistede stemmen, da han så, hvordan valgfesten så ud
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.