Engang ville man have kaldt Jewel i skikkelse af Liv Tyler for en femme fatale. For hun bliver nemlig et fatalt bekendtskab for alle mænd, der krydser hendes vej. Men betegnelsen femme fatale lyder alligevel for mørk til de løjer, der udspiller sig i 'One Night at McCools'. En vaks lille komedie, der på en ny tids præmisser prøver at genopfriske bekendtskabet med de veltjente begreber kooky, corny & cool. 'Skæbnesvanger sild' er en mere passende betegnelse end femme fatale, når Jewel på sine lange ben og med sin svimlende gesims gør mændene bløde i knæene og i bolden. Jewel er en tikkende sexbombe med en paradoksal blanding af uskyld og kynisme. Hun skyr ingen midler for at nå sine mål, men hendes mål er tilsyneladende ganske banale. Hun er bare en material girl, der vil have sit på det tørre og i tilgift også gerne sin egen lille lyserøde rede med et nuttet springvand i hjørnet. Filmen roterer om den rødhårede Jewel, men er nok så meget den rundtossede historie om de mænd, der ved mødet med hende farer vild i kavalergangen. Under et spil bingo lytter lejemorderen Mr. Burmeister (en Michael Douglas kosteligt majet ud som rockabilly oldsag) til den rystende og temmelig forvirrende historie om bartenderen Randy og to andre mænds møde med den skæbnesvangre sild. Først er der Randy (Matt Dillon) selv. Bartenderen fra det lurvede værtshus McCools. Randy har ikke kendt Jewel mange øjeblikke, før han finder sig selv siddende ved siden af et lig med mordvåbenet i sin hånd. Morderen er imidlertid Jewel, der prompte flytter ind i Randys forsømte træhus. Hun forvandler hans seng til et erotisk dampende paradis, men Randy (på dansk Brunstig) må indse, at herlighederne har sin pris. Snart er der næppe en stump tilbage af Randys gamle liv. Og politiet er på nakken af ham i skikkelse af den sentimentale og stærkt overvægtige katolik, kommissær Dehling (John Goodman). Dehling ser i Jewel den himmelske skønhed inkarneret i det dejligste kød og er af samme grund ikke just begejstret for Randy. Randys selvglade fætter Carl (Paul Reiser) lægger også billet ind hos Jewel. Han er advokat og familiefar og ser Jewel som svaret på sine drømme om fornyet spænding i tilværelsen. Med deres fordrejede hoveder ser de tre liderlige mænd, tre forskellige udgaver af Jewel. Tre forskelligt farvede bolde sat i spil af den afdøde manuskriptforfatter Stan Seidel og frækt jongleret af den hollandsk-norske debutant Harald Zwart. Der er ikke sparet på de filmhistoriske citater og brugen af dem er i mange tilfælde både fiffig og afvæbnende. At lade en hel scene tage afsæt i 'Falling Down' bare fordi Michael Douglas er med i filmen, er flabet, men fungerer. At det er flabet og fungerer er ganske symptomatisk. Uden ligefrem at være hylende morsom, er 'One Night At McCools' faktisk ret skæg og fortjener klart bonuspoint for sit forsøg på at kombinere fjollet og cool. Zwart satser gerne på både speeder og klodsede bremser i sine bratte sceneskift. Konsekvensen er, at man føler sig ude af balance og i handlingsgangen konstant på vej mod ukendte destinationer. Og det er slet ikke noget ringe sted at befinde sig, når 'Wanted Man' med Johnny Cash, ildevarslende som en antændt lunte, følger i hælene på den hårdt prøvede Randy i en komedie med varemærket McCool.