Ophavsmændene, instruktør Søren Fauli og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen, kalder selv 'Grev Axel' for en komedie. Det er dog nok et for mildt udtryk, når man betragter filmens samlede sum af frække løjer og vilde overdrivelser. Derfor havde det nok været rigtigere at kalde 'Grev Axel' for en farce. Men når man har undgået dette, er det sandsynligvis, fordi farce-begrebet harmonerer dårligt med Fauli og Jensens intentioner om at skabe en »Holbergsk forvekslingshistorie«. For Holberg skrev jo netop komedier, ikke sandt? Jo, men han gjorde det konsekvent på en måde, så der altid var en hensigt eller en morale med de muntre optrin. Og det er lige præcis denne dimension og dens udtryk i en overordnet livs- eller menneskeklog kommentar, man savner så stærkt i 'Grev Axel'. Den findes ingen steder i filmen, og så bliver resultatet, at selve humoren, komikken og vanviddet skal bære det hele. Hvilket desværre ikke vil lykkes for instruktøren og manuskriptforfatteren i denne omgang. Men forvekslingshistorien i 'Grev Axel' har ellers ganske rigtigt et klassisk tilsnit. Vi befinder os i »Danmark ca. 1700 og hvidkål« og møder straks handlingens hovedperson. Det er den smarte frikadelleskuespiller Axel (Peter Frödin), som efter et uheldigt svindelnummer er blevet dømt til hængning. I sidste øjeblik lykkes det dog Axel at flygte, og ved en skovsø stjæler han senere noget tøj og en hest. Hermed finder han også et brev, og det viser sig, at Axel har bestjålet en grev Richard, der efter mange år i udlandet er på vej hjem for at overtage det store familiegods Læsnæsholm og gifte sig med den skønne jomfru Leonora Amalie (Sofie Gråbøl). Axel beslutter sig nu for at give sig ud for grev Richard. Han vender næsen mod Læsnæsholm og et sandsynligt liv i sus og dus. Filmen 'Grev Axel' bliver nu historien om Axels meritter på det gamle, hæderkronede gods. Og her betyder den egentlige handlingsgang mindre for Søren Fauli. Den kan nemlig ligge på et lille sted. I stedet skal to stilistiske greb sikre filmens humoristiske nerve. For det første gøres der brug af dét trick, at Axel rent psykologisk og mentalt tilhører en moderne tidsalder. Han taler typisk et strømlinet og nutidigt managementsprog og ser med overbærende øjne på sine rå og uciviliserede omgivelser. For det andet får den grovkornede karikatur i type- og miljøskildringer alt, hvad den kan trække. Det ser virkelig sort ud i Danmark ca. 1700 og hvidkål. Her er den stupide og sadistiske ridefoged (Ole Thestrup) og den skinhellige og selvgode præst (Henning Jensen). Her er den dekadente og latterlige adel (Ghita Nørby og Claus Ryskjær), og her er alle de underkuede og uoplyste bønder, som, når de ikke er ved at slide sig til døde, har ualmindelig travlt med at hore i høet og mørket. I disse karikaturer er der næsten ingen grænser for den latrinære og lavkomisk humor. Men morsomt på en original eller befriende måde bliver det desværre kun i enkeltstående optrin. Ligesom den videre pointe med Axels moderne bevidsthed fortaber sig i det uvisse. Som det meste af 'Grev Axel'. Filmen sikrer et vist mål af grove grin, men den holder netop ikke i længden. Især ikke med denne meget påklistrede slutning, hvor vi tager det hele én gang til for at trække tiden ud. Men måske skyldes disse svagheder, at Søren Fauli med 'Grev Axel' netop svigter sit mest oplagte talent. Nemlig den på én gang milde og rundtossede samtidssatire. Der er under alle omstændigheder langt fra 'Grev Axel' til 'De Skrigende Halse' og 'Antenneforeningen'.