I 'The Kid' iscenesætter instruktøren Jon Turteltaub et interessant tankeeksperiment. Hvad ville der ske, hvis et voksent menneske mødte sig selv som barn? I 'The Kid' er det imagekonsulenten Russ (Bruce Willis), som må stå model til pludselig en dag at snuble over sig selv som den 8-årige Rusty (Spencer Breslin). En konfrontation, der kommer meget på tværs i Russ' fortravlede og overfladiske tilværelse. Først og fremmest er Russ nemlig beskæftiget med at sætte sig selv i centrum. Han er en ugift og hjerteløs karrierejæger, der nok er i besiddelse af en stor professionel dygtighed, men aldrig går af vejen for at misbruge og ydmyge sine medmennesker. Det får bl.a. hans to nærmeste medarbejdere, sekretærerne Janet (Lily Tomlin) og Amy (Emily Mortimer), at føle. Og især er det hårdt for sidstnævnte, idet hun og Russ plejer et underligt halvhjertet deltidsforhold. Men en dag er det så, at Russ i sit dyre og kolde hjem finder den mystiske Rusty. Og langsomt går det op for ham, at dette møde virkelig er magisk. Russ og Rusty er den samme person - den ene som voksen mand, den anden som lille dreng. I første omgang sker der selvfølgelig det, at Russ forsøger at skille sig af med Rusty. Men efterhånden indser han alligevel også, at han måske kan lære noget af den lille sårbare og dagdrømmende purk. Da er 'The Kid' desværre for længst begyndt at blive mere sentimentalt beregnende, end godt er. For den varsomhed, poesi og livsindsigt, tema og plot kalder på, har Jon Turteltaub vanskeligt ved at mobilisere. I stedet vælger han at iføre sig både livrem og seler, smøre tykt på og spænde sikkerhedsnettet ud. F.eks. er det ganske ærgerligt, at Bruce Willis ikke bliver udfordret mere i rollen som Russ. For i sin udstråling kan Willis jo rumme både det barske, det bløde og det selvironiske. Men i 'The Kid' savner han netop modspil, udfoldelsesmuligheder. Især fordi den lidt for følsomme Rusty fylder for meget. Og så bliver 'The Kid' næsten en underlig utilsigtet og uforløst børnefilm.