Ordet 'quill' betyder 'pennefjer', altså et gammeldags skriveredskab. Hermed er det også antydet, at filmen 'Quills', der handler om den navnkundige og forkætrede franske forfatter Marquis de Sade, ikke blot svælger primitivt i forfatterskabets pornografiske og sadistiske sider. Philip Kaufman vil noget andet, noget mere raffineret med sit portræt af denne skelsættende skikkelse i europæisk kulturhistorie. Man ser det allerede i indledningsscenerne, der udspiller sig i Paris, år 1794. Her betragter Marquis de Sade, med tilbageholdt fryd og halvt skjult i en vinduesåbning, et henrettelsesoptrin ved en guillotine. Samtidig forstår vi, at det han ser, får ham til at fantasere lystfyldt om sadomasochistisk sex. Og da bladet på guillotinen omsider styrter ned og skiller hovedet fra kroppen, forvandles blodet fra den henrettede til dét blæk, Marquis de Sade bruger til at skrive sine fanta-sier ned med. I denne korte sekvens sammenfattes alle de mange indbyrdes forbundne tematiske lag - bl.a. begær, voyeurisme, lyst og sublimering - som Kaufman både tankevækkende og visuelt overlegent iscenesætter i sin stilsikre filmatisering af et skuespil af Doug Wright. Sidstnævnte kendsgerning indebærer også, at 'Quills' ikke helt kan siges at være fri for at fremstå som filmet teater. Til gengæld har filmen klart en række andre fortrin, der overbeviser, fascinerer og udæsker. Filmens handlingsgang er udtrykkeligt baseret på de sidste 13 år i Marquis de Sades liv. Hovedpersonen (spillet af Geoffrey Rush) befinder sig her på sindssygehospitalet Charenton, der ledes af den progressive og menneskekærlige abbed Coulmier (Joaquin Phoenix). Forhistorien er, at Marquis de Sade med sine uforsonlige og ekstremt pornografiske skriverier har tirret statsmagten så meget, at han må holdes bag lås og slå. Imidlertid lykkes det ham, fra sin celle i Charenton og med hjælp fra vaskepigen Madeleine (Kate Winslet), at smugle nye provokerende manuskripter, bl.a. til romanen 'Justine', ud til offentligheden. I første omgang vil magthaverne skyde den formastelige forfatter. Men for ikke at skabe en heltemyte besluttes det i stedet at sende den strenge og reaktionære sindssygelæge dr. Royer-Collard (Michael Caine) til Charenton for at behandle den trodsige Marquis de Sade til tavshed og underkastelse. Nu er aktørerne introduceret og scenen sat til et drabeligt spil om liv og død, om lyst og lidelse. Det hele overordnet forenet i den metafor, som skriften og fortællingen bliver i Kaufmans tolkning af Marquis de Sades skæbne og betydning. For her er det netop helt afgørende, at dét at fortælle, dét at give navn, billede og historie til alle tænkelige seksuelle aktiviteter og obskøniteter er en livsbetingelse for hovedpersonen. Derfor titlen 'Quills' og alle de vidt forskellige associationer, den bringer med sig. For i denne synsvinkel repræsenterer Marquis de Sade netop på én gang det mest grænseløse begær og den mest forfinede sublimering. Han er på samme tid mennesket som umælende bæst og mennesket som genial kunstner. Samtidig er det klart, at problemstillinger som disse let falder fortænkte og trangbrystede ud på filmen. Men heldigvis ikke i hænderne på Philip Kaufman. For selv om man kan hævde, at hans film er præget af visse handlingsmæssige urimeligheder med lidt for mange uforløste eller snørklede delhistorier, så har den konstant et centrum, der lever og bevæger. Det er Geoffrey Rush i den enestående, stærkt nuancerede præstation som Marquis de Sade. I begyndelsen blot en vulgær og veltalende sjover, der imidlertid langsomt viser sig at afsløre en eminent fornemmelse for undergravende åndfuldhed og ubetalelig sarkastisk vid. Men efterhånden også et helt og sammensat menneske, der synes at være i nærkontakt, skiftevis fortvivlet og storhedsvanvittig, med hele den moderne tilværelses eksistentielle erfaringsgrundlag. Som Marquis de Sade viser Geoffrey Rush det hele. Fra det åndsaristokratiske til det gemene, fra det rørende til det afskyvækkende. Og da han til sidst bryder sammen og må fælde en tåre, så Coulmier overrasket udbryder: »Deres frygtelige hemmelighed er afsløret. De er trods alt et menneske«, ved man netop ikke, om den rigtige reaktion er gråd eller latter. Det er således på mange måder Rush, som giver 'Quills' det sidste strøg af format. Også selv om filmen mod slutningen synes at skeje for skingert eller sygeligt ud. Men også i de andre hovedroller spilles der med intensitet og udstråling. Mest måske af Caine, der skildrer Royer-Collard som en tragisk magtfuld selvfornægter, og af Phoenix, som netop og meget typisk forlener Coulmiers religiøse inderlighed med en fatal mangel på kærlighedsevne og menneskekundskab. Det er den ulige tvekamp mellem disse to moralister om Marquis de Sades liv og sjæl, som er drivkraften i filmens ydre handling. Det hele fejende flot realiseret i en form for kulisse, hvor tidsbilledet er ødselt og præcist, stemningerne til at tage at føle på, og de enkelte billeder komponeret så omhyggeligt, at stil og sanselighed bliver to sider af samme sag.