»Never send a man to do a woman's job«, siger den kampberedte skurkinde efter at Cameron Diaz har gjort det af med et par af hendes bredskuldrede sikkerhedsvagter. Og så er der kvindeslagsmål efter alle martial-kunstens regler. Men misforstå nu ikke. For 'Charlie's Angels' er heller ikke en film, der vil sætte kvinder til at gøre en mands job. Og med til ovennævnte episode hører, at skurkinden er klædt i kropsnær, nedringet læderheldragt - at Diaz hellere vil fnise med sin kæreste over mobiltelefonen end udøve kung-fu - og at forrige scenes klimaks i øvrigt var at se hende, Drew Barrymore og Lucy Liu krænge våddragter af deres nøgne kroppe. Værs'go og spis. Helt i 70er-tv-seriens campede ånd er også spillefilmen en letløbende blanding af action, ironiske oneliners, dybe kavalergange og vrikkende bagdele - alt sammen hægtet op på en bagatel af en historie om tyveri af nyudviklet software. Actionstilen er opdateret til År Matrix , stærkt østerlandsk inspireret og godt hjulpet op i gear af det poppumpende soundtrack. Men ellers er der retro over hele linjen - fra scenografien til filmens producerhold. For nogle film gælder det, at instruktøren har mindre betydning end skuespillere og producenter og den kategori - lad os kalde den konceptfilmen - hører 'Charlie's Angels' til. Det var producer Leonard Goldberg - der i sin tid producerede tv-serien - som fik ideen til et remake. Senere koblede Barrymore sig på som skuespiller og producer, filmens tone og look blev besluttet og manuskriptet skrevet. Nu kom Diaz og Liu også med og først herefter blev reklamefilm- og musikvideoinstruktøren McG hyret til det, som skulle blive hans spillefilmdebut. Ikke underligt er det svært at finde hans fingeraftryk på filmen. Det som fylder her er genrens ironi, retrostil - og skuespillerne. Blandt englene holder de to ud af tre. Selv om Lucy Liu her er en del blidere end sin advokatbitch i tv-serien 'Ally,' udfylder hun stadig stilsikkert rollen som den absolut sejeste af de tre tøser. Lige så konsekvent cool som Lius figur er, lige så konsekvent kikset er Diaz's - laber, sød og dum som et bræt. De får begge deres stik i hus. Barrymore har derimod svært ved at finde tonen. Hun bliver aldrig den markante tredje hjørnesten, trioen har brug for og hendes figur svinger ubeslutsomt mellem det påstået luderagtige, jomfrunalsk sødme og skolepigefjant. Ikke mindst hendes karakter - men tildels også Diaz' - får i perioder 'Charlie's Angels' til at minde mest om en fnisende highschoolfilm, der selv synes den er sååå fræk. Ærgerligt at holdet bag filmen ikke har benyttet opdateringen til at gøre frækheden farligere og tøserne en tand mere rå og checkede.