Tid er penge. Det ved Chuck Noland bedre end de fleste. Som indpisker og systemplanlægger i det verdensomspændende pakketransport-firma FedEx med sloganet 'The World on Time' har han i endnu højere grad end de fleste andre moderne mennesker knyttet sin skæbne til sekundernes effektive tikken. »Vi lever og dør som produkter af tiden. Lad os ikke begå den utilgivelige synd, at vende tiden ryggen«, lyder Chucks pep-talk, da han skal prøve at belære undrende russisk arbejdskraft om effektiv udnyttelse af tiden. Posten skal ud til tiden. En pakke fra FedEx skal helst komme lidt før. Så Chuck får tiden til at arbejde for sig, men i turbokapitalismens opskruede tempo er tiden både ressource og en hård herre for sine slaver. Det kniber for den altid travle Chuck at få tid til at gå til tandlægen og at få tid til at gifte sig med kæresten Kelly (Helen Hunt i en lille rolle med præcis profil). Det er med nød og næppe han kan få tid til at holde jul hjemme i Memphis, hvor julegaverne består af bippere, kalendere og ure. Af Kelly får Chuck hendes bedstefars gamle lommeur. Go' gammel tidsfornemmelse. Chuck takker for krydderen med indlagt fotografi af Kelly og stiger om bord i FedEx-flyet med den i filmsammenhæng notorisk skæbnesvangre replik »I'll be right back«. Og Kelly kommer ganske rigtigt til at vente forgæves. Chuck falder ud af tidsbilledet, da flyet bliver fanget i et voldsomt uvejr, kommer ud af kurs og styrter i Sydhavet. Al eftersøgning er forgæves. Som den eneste overlevende er Chuck imidlertid skyllet i land på en øde ø. Bipperen er død og lommeuret er gået i stå, men billedet af Kelly er intakt. Nogle FedEx-pakker skyller i land. Et par skøjter, et fødselsdagskort, videobånd og en volleyball. Ubrugelige ting. Og dog. Skøjterne kan knække kokosnødder og volleybolden Wilson bliver Chucks talisman. Ved at drikke kokosmælk og spise rå krabber klarer han proteinerne og møjsommeligt lærer han de færdigheder, der skal til for at overleve på en øde ø. Tom Hanks spiller Chuck, og Hanks evne til at spille en helt almindelig fyr i en helt ualmindelig situation kommer helt til sin ret. Filmen er indspillet med et års pause indbygget, således at Hanks kan lægge ud med hyggelig hængebug og 'fire år senere' fremstå som mager og muskuløs vildmand. 'Cast Away' er en moderne Robinson Crusoe-historie og trekløveret bag projektet er - foruden Hanks - instruktøren Robert Zemeckis og manuskriptforfatteren William Broyles Jr der effektivt udnytter den intuitive identifikation med den skibbrudnes skæbne. Mennesket der brutalt bliver revet væk fra sine kære og placeret på en ensomhedens øde ø, hvorfra han ikke kan råbe verden op. 'Cast Away' (ikke nogen genindspilning af Nicolas Roegs film af samme navn fra 1986) er fortællingen om hvordan et civilisationsmenneske må lære at klare sig som primitiv. Zemeckis tager sig god tid til at fortælle uden at tiden af den grund falder for lang. I sit ufrivillige eksil på stranden finder Chuck ikke noget fortabt og romantisk paradis uden stress og jag. Men han møder heller ikke blodtørstige hajer eller kannibaler. Hvad han finder er hårdt arbejde, ensformige dage fulde af længsel, kampen for at holde modet oppe og en barsk lektion i livets sande værdier. Den digitale tidsalder har gjort en opdatering af Robinson Crusoe relevant. Kontrasterne er større: Kontrasterne mellem natur og storbylandskab, mellem langsom og hurtig tid, mellem overflodssamfundets groteske udbud og den store del af menneskeheden, der hver eneste dag må kæmpe for at tilfredsstille de mest basale behov. Mediemaskinen og mobiltelefonerne, der æder sig ind på stilhedens skrumpende reservater. Temaerne ridses op; alle disse ligegyldige ting vi har så pokkers travlt med. Men mere end antyde gør Zemeckis ikke. Chucks dilemma bliver primært fremstillet som et eksempel på ren survivalism . Den ensomme mands kamp for overlevelse i en verden, hvor hver dag i sig selv er en ekstremsport. Det bliver et drama hvor det eksistensielle og kulturkritikken kommer til at spille en tilbagetrukken rolle. Det gør 'Cast Away' til en mindre tankevækkende film end dens potentiale berettiger til. Til gengæld er denne relative overfladiskhed også forklaringen på, at Zemeckis både hvad angår billeder og fortællestil så selvsikkert har kunnet anvende det brede amerikanske format i en film, der tør tage sig tiden til at tage tiden alvorligt.