Hvis nu standardforventningen til en 'stor disneytegnefilm' svarede til en femretters menu med dybt drama og glad gøgl, romantisk musik, fabelagtigt raffineret tegnekunst og dog børnevenlig enkelhed - så har man vel dage, hvor mindre kan gøre det. F.eks. én rask burger uden raffinerede dikkedarer, men med hele svineriet. Sådan en bøf kunne 'Kejserens nye flip' godt være. For dén afstår (næsten) fra sentimentalitet og belæring, er tegnet i enkel, men slagkraftig streg, og pifter med store dele af sin dialog og satire helt hen over hovedet på børnehavebørn, som (måske?) heller ikke kan holde rede på kompositionen, der begynder midt i historien og leger med et metaplan, hvor fortælleren diskuterer med sig selv! Til gengæld vil jeg tro, den rammer plet i lattercentret hos en flok 14-17-årige knægte på fniseurt - eller 9-13-årige uden stimulanser. De vil nok rynke på næsen af Sting-musik med Stig Rossens røst, men måske ligefrem vækkes til eftertanke, hvis de selv ligner kejser Kuzco. Han er nemlig en uopdragen laban med en tjener på hver finger til løsningen af livets hovedproblem: at finde på tilstrækkeligt flippet stimulering for sin narcissisme og underholdningssyge. Selvfed uden meget andet end rytmen at have det i - dén type findes da, også herhjemme. Og han lærer en vis ydmyghed, og vokser dermed i menneskeklogskab og selvindsigt. Men på den hårde måde, for historien benytter et antikt fortælletrick, forvandlingen af den højrøvede til den mest ydmyge skikkelse. Dog ikke et æsel, som hos grækerne og romerne, men en lama; scenen er Andesbjergene før Columbus' og Cortez' blodige ankomst. Og lamaens læremester bliver den troskyldige, men retsindige bonderøv, Pacha, som han i kejserskikkelse behandlede allerværst. Sammen besejrer de Cruella de Vils åndelige tvillingsøster, Yzma, en multirynket og nedringet hejre af en hofrådgiverske. Til hjælp i sine lumske kejserindeambitioner har hun ellers et bogstaveligt udsyret supergiftlaboratorium plus en gigolo-assistent med væg til væg-skuldre og grønærtehjerne. Lamaen overvinder altså desuden sig selv og opnår dermed moralsk ret til atter at blive kejser. Denne belærende pille er imidlertid overtrukket med en festglasur af strabadser og genvordigheder, skurke- og drengestreger, flip og fupnumre. Turene i giftlaboratoriet er rene rutsjeturs-mareridt, og et besøg på netop en præcolombiansk fastfood-bar, med den mugne kejser-lama hejret ud som trans og forfulgt af hofpulverheksen, er rigtig langt ude. Som en krydsning mellem 'Flintstones'' spøjse anakronismer og 'RoadRunners'' speedede turbotempo, anstrengende hvis ikke det var så vindt og skævt. 'Kejserens nye flip' lover med andre ord nyt fra Disney. I tone og tegning tættere på det tilrøgede drengeværelses video end på det brede biograflærreds episke panoramaer. Og tættere på 'Herkules'' karikaturer end på 'Pocahontas'' patos, om end der er rester af artighed tilbage. Men er fornyelsesforsøget endnu ujævnt, er det dog langtfra ufedt.