Patrice Lecontes film 'Enken Fra Saint-Pierre' ligner allerede i indledningsbillederne et smægtende og stormfuldt melodrama af den slags, der udspiller sig fjernt fra hjemmet og er proppet med usædvanlige følelser. Denne films vigtigste kulisser er tilsyneladende bølgende tågebanker, brusende oceaner og længselsfulde kvinder. Årstallet er 1849, og vi befinder os på øen Saint-Pierre, der er en lille fransk koloni syd for New Foundland. På denne civilisationens stormomsuste forpost sker der en aften en blodig forbrydelse - to drukkenbolte stikker en tredje af øens beboere ned. En retssag går i gang, og de to gerningsmænd bliver hurtigt dømt. Den ene, Neel (Emir Kusturica), bliver oven i købet dømt til døden. På øen har man dog et problem i denne forbindelse. Man mangler både en guillotine og en bøddel. Og indtil den stedlige guvenør ad de lange og langsommelige forbindelseslinjer til moderlandet får dette problem afklaret, bliver det bestemt, at Neel skal anbringes i varetægt hos øens kommandant, kaptajn Jean (Daniel Auteuil). Nu kunne det hele sådan set være lige meget, hvis ikke denne kaptajn var gift med den smukke og gådefulde Madame La (Juliette Binoche). For filmens mulige drama skal naturligvis hente sin energi og sit konfliktstof i det forhold, at den ophøjede og uplettede Madame La synes at blive draget mod den usle, ildesete og forbryderiske Neel. Under alle omstændigheder indleder disse to vidt forskellige eksistenser et nært platonisk forhold. Madame La begynder på at lære Neel at læse. Og hun får ham lukket ud af det mørke og ensomme fangehul, så han i stedet kan anvende sin betragtelige praktiske sans til at være en slags 'handy man' for øens beboere. Hermed sker der samtidig det, at Neel, som oprindelig af befolkningen blev stemplet som et lovløst fremmedelement, påføres et mere og mere menneskeligt ansigt og opnår en større og større popularitet og anerkendelse på Saint-Pierre. Men efterhånden sker der desværre også det, at det bliver sværere og sværere at klarlægge, hvad det er for en historie, Patrice Leconte vil fortælle med 'Enken Fra Saint-Pierre'. Hvad er det, der driver Madame La til denne medfølende interesse for Neel, når det samtidig er åbenlyst, at hun elsker sin mand, kaptajnen (der lige så åbenlyst og endnu mere lidenskabeligt gengælder hendes følelser)? Og hvad ligger der bag kaptajnens bitre og fatale opgør med guvenøren og øens spidser om Neels skæbne? Disse og andre relevante spørgsmål forbliver ubesvarede, fordi der konstant er noget blokerende, noget prætentiøst og tilknappet over 'Enken Fra Saint-Pierre'. Filmen og dens personer savner sanselighed og livsfylde, og dette fravær evner Patrice Leconte ikke at opveje med en stilistisk sublimering, som på et andet plan kunne få billeder, form og temaer til at spille sammen. Som det er nu, er der kun en række pæne og korrekte, men helt uforløste billeder tilbage. En konklusion, der kan udstrækkes til at gælde præstationerne i de tre hovedroller. Binoche, Auteuil og Kusturica synes alle mere at spille på alibiet - de er til stede, men hvorfor? - end på indsigt og nødvendighed.