Måske kan man sige, at hovedpersonen, pladeforretningsindehaveren Rob, i Stephen Frears' film 'High Fidelity' lever sit liv så meget gennem musikken, at han netop har glemt at leve sit liv. Indledningsbillederne viser os i hvert fald Rob (John Cusack) med hovedtelefoner på. Begravet i pop- og rockmusik. Så sker der det, at hans kæreste Laura (Iben Hjejle) bryder med ham. Hvorefter Rob gør det eneste fornuftige og naturlige. Nemlig sætter sig ned og laver en top 5-liste over kærester, der tidligere har forladt ham. Hvad ellers? Efter indledningen er tonen kvikt og præcist slået an i Frears' underholdende og veloplagte filmatisering af Nick Hornbys romansucces fra 1995. For 'High Fidelity' er netop en af den slags film, der virker, som om det udslagsgivende i tilblivelsen frem for noget har været den direkte varme og entusiasme. 'High Fidelity' er måske langtfra nogen stor eller skelsættende film, men den er til gengæld og med eftertryk lille, vågen og charmerende. Så bærer man også lidt lettere over med den kendsgerning, at filmen aldrig kommer helt til bunds og ned til den seje modstand i forbindelse med skildringen af den noget sorgløse slendrian Rob og hans frygt for ansvar og faste forhold. For det er naturligvis dette seriøse og tidløse tema, som ligger og arbejder lige under filmens boblende og tempofyldte overflade. På den anden side forekommer det ofte sådan, at bruddet mellem Rob og Laura blot bliver en slags dramatisk alibi for overhovedet at komme ind på livet af førstnævnte og tegne dette livlige portræt af en rock-aficionado og hans kuriøse miljø. I dette tilfælde ofte med rammende centrum i Robs skrappe lille pladeforretning Championship Vinyl i Chicago, hvor indehaveren og hans to medhjælpere, nørden Dick (Todd Louiso) og den mere rå og hårde Barry (Jack Black), indforstået dyrker musikken og livsstilens forførende vibrationer, og hvor et væld af hotte navne - The Smiths, Captain Beefheart, Stiff Little Fingers, Beta Band, Bob Dylan - konstant flyver gennem lokalet. To spor Det sker i 'High Fidelity' netop med Robs kæresteproblemer som indfaldsvinkel. For Lauras indledende brud med Rob sætter straks to spor i gang i filmens handling. I det ene følger vi i en række fornøjelige tilbageblik hovedpersonens mange problemer med en stribe tidligere kærester, der typemæssigt er vidt forskellige. Og i det andet ser vi i filmens nutid, hvorledes den mere og mere fortvivlede Rob kæmper for at vinde Laura, som i mellemtiden har kastet sig i armene på den utåleligt selvglade Ian (Tim Robbins), tilbage. Uden at Rob dermed samtidig behøver at opgive sin lidenskab for musikken. Hvad vi følger er således Robs rimelige og interessante forsøg på at blive mere voksen og ansvarsfuld, men netop ikke kedelig og udslukt. Selvironi og humor Denne eksemplariske dannelseshistorie tilføres i Frears' film en gennemgående tone af træffende selvironi og tør humor, som gør det klart, at filmen snarere handler om den lille bittersødme end om den store smerte. En distance i retning af det mere uforpligtende, der ofte understreges af, at Rob flere gange bryder handlingens illusion og henvender sig direkte til kameraet med sine velformulerede og sarkastiske kommentarer til sin egen skæbne: »Nogle kommer aldrig over Vietnam. Eller den aften, deres band varmede op for Nirvana«. Er man i stand til at gennemføre dette trick, er man ikke helt på glatis. Og her et sted udspringer måske netop den største svaghed ved 'High Fidelity'. Flygtige Rob Nemlig at det i længden bliver svært at fastholde interessen for Rob, fordi det luftige eller flygtige ved figuren - trods Cusacks loyale og villige indsats i rollen - mest af alt kommer til at fremstå som en mindre falliterklæring fra Nick Hornbys side. Måske har forfatteren slet ikke vidst, hvad han skulle stille op med sin figur? Måske er det derfor, Rob og hans selvcentrerede beklagelser i løbet af handlingen i mere og mere betænkelig grad kommer til at antage Woody Allenske dimensioner? Hjejle-kvaliteter I denne sammenhæng er der egentlig ikke meget at gøre for Iben Hjejle som Laura. En rolle, der i forhold til callgirlen Liva i 'Mifunes sidste sang' klart er smallere, mindre krævende og mere perifer. Alligevel er der ingen tvivl om Hjejles oplagte kvaliteter, nemlig udstråling og nærvær. 'High Fidelity' er hertil et udmærket mellemspil, men hendes talent synes netop at være en større film værdig.