Storslået akrobatiske dansescener i effektfuld 3D-fotografering, lige til fem-seks hjerter, men parret med tynd teenagerlove og lommefilosofi så mageløst banal, at to hjerter ville være skamros...
Hvad giver den cocktail på vores skala fra et til seks?
Det afhænger begribeligvis af, om man går efter dans eller efter film.
Og ærlig talt er jeg – håbløst udenforstående, ganske vist – totalt imponeret af den street dance, der her er så vitalt og virtuost udført, elegant og energisk koreograferet og filmet, så kulminationerne springer direkte ud af lærredet – in your face!
Pirater, zombier og samuraier
Det vil sige: Kun en del af (op)trinene i denne tredje ’Step Up’-film rummer boombox-musikkens, gadedansens og gangsta-livsstilens vrængende proletariske energi og hån mod alt, hvad der er ’god smag’.
Den energi har de bander med japansk, kinesisk og kulsort etnisk baggrund, som filmens centrale ungdomsklike danser imod.
The Pirates, som ’vores’ dansehold kalder sig, ledes derimod af den kønne, artige Luke (Rick Malambri) og hans lige så kridhvide flamme, Natalie (Sharni Vinson), suppleret med en juniorromance mellem den nørdede robotdanser Moose og hans skoleveninde Camille (hhv. Adam G. Savani og Alyson Stoner, begge med i toeren, ’Step Up – The Street’ fra 2008; etteren kom i 2006).
LÆS ANMELDELSE
Kritik Flot dansefilm er gabende forudsigeligSå når Piraterne møder de sorte Red Hook-zombier eller ærkefjenderne, House of Samurais, i en slags verdensmesterskaber i street dance, World Jam, er det egentlig en social duel mellem street og stuerent, mellem danseformens proletariske og så dens selvironisk studentikose versioner.
Oven i købet pakket ind i papirtynde og ligegyldige historier om velsituerede unge, der skal ’finde sig selv’ og hinanden – i dansen og/eller i filmindustrien!
Kroppens kommercielle protest
’West Side Story’, ’Saturday Night Fever’, ’Dirty Dancing’, ’Fame’ – hele vejen har dansen og kroppene, ligesom i sportsfilm, spejlet social konflikt, klasseskel.
Og altså her igen, om end ubevidst for folkene bag filmen: Bedst som man krummer tæer over det lamme spil og snæversynede plot, trykker (birolle-)danserne den af med en kropslig udtryksfuldhed, der river én med.
Kroppens egen protest finder sin form – og indfanges straks kommercielt topeffektivt af 3D-teknikken.
Klassekamp på narcissismens våben? Nogenlunde lige så paradoksalt som dansefilmcocktailen af flot dans og elendig film.
fortsæt med at læse
