I betragtning af alle de film, hvor en lovende start fiser ud i en flov slutning, er det modsatte ekstra opmuntrende: en film, der fra en ret kikset start arbejder sig op til et rigtig sjovt niveau, hvor særpræget bare er en kvalitet ekstra – som i denne ny 3D-animation fra Ice Age-produceren Chris Meledandri.
Robotter og videnskabsmænd
Med mennesker i rollerne er streg og stil jo ikke som i istidsfarcerne, men humør og tempo ligner: Gru hedder det skrummel af en mand, som prøver at overgå sig selv i skurkagtighed for at få lidt ros af sin mor, en bidsk gammel kælling, hvis uimponerethed overgår Ma Daltons.
Hans skurkerival har stjålet en pyramide, men Gru vil mere: Stjæle Månen!
Ved hjælp af en skrumpestrålepistol og et raketsponsorat fra Ondskabens Bank og med bistand af den gale videnskabsmand Dr. Nefario plus tusindvis af små glade gule robotter, miniputversioner af R2D2-typen.
For slet ikke at tale om de seje og rørende søstre Margo, Edith og Agnes fra børnehjemmet, adopteret af Gru, for at de harmløse småpiger skal skaffe ham adgang til rivalen Vektors fæstning. Men den, der åbner sit hjem, åbner også sit hjerte ...
Overdrivelser og bizarre figurer
Ethvert referat lyder, kan jeg godt høre, som om jeg er stangstiv.
Men det opløftende er altså netop, at denne pærevælling af vilde overdrivelser og bizarre figurer – en knivspids grotesk Tex Avery (Snurre Snup, Daffy Duck m.fl.) til en teskefuld vemodig Sylvain Chomet (’Trillingerne fra Belville’) – er tilberedt af folk med fræk fortællerytme, hensynsløst hittepåsomme gags og så det uundværlige tilskud af ægte barnlig hjertelighed.
Veldoseret lattergas, så længe det varer.
fortsæt med at læse
