Den vidunderlige lille overlever af et urtidsegern fra ’Ice Age’-filmene er animatorerne i Blue Sky-studierne – med fuld ret! – så stolte af, at kræet nu indgår i optakten til deres andre film, ligesom den lille lampe i Pixars logo eller Torneroseslottet i Disneys.
Men kalorius’ festlige nærvær er nu ingen garanti for, at den ny film holder niveauet af gudsforgående humør og livssitrende dødsforagt.
LÆS OGSÅ Imponerende animationsfilm mangler den gode historie
Formindsket hovedperson
Bladfolkets bittesmå væsener i ’Skovens hemmelige rige’ ligner en krydsning mellem Elsa Beskows billedbøger fra 1910’erne og så 1980’ernes kitschede science fiction.
De grønklædte soldater beskytter det stift militaristiske riges dronning Tara, når hun ved solhvervs og fuldmånes sammenfald hvert 100. år udvælger en åkandeknop og en tronarving. Får de underjordiske mørkemagter, under rottefjæset Mandrakes ledelse, fat i knoppen, vil skoven visne og dø.
I filmens andet plan, i vores menneskemålestok, er 17-årige Mary Katherine ved at opgive sin nørdede forskerfar, der har sat familieliv og professorat over styr i søgen efter selv samme bladfolk, som han alene tror på eksistensen af.
LÆS OGSÅ Animeret Gummi-Tarzan opfylder alle mirakelønsker
Men når datteren ikke vil høre, må hun føle: Formindsket til alfestørrelse får hun selv en hovedrolle i lilleputternes kamp.
Datter og fatter er i samme fine friske figurdesign som menneskene i Blue Skys papegøjeløjer ’Rio’, og der er konsekvens i spillet mellem historiens to planer, modsat f.eks. Luc Bessons ’minimoyser’-film. Men i forhold til det der egern er denne ’Klokkeblomst møder Jens Lyn’-historie altså en meget artig skuffelse.
fortsæt med at læse
