Lyt til artiklen
Sanctum betyder både hule og helligdom, og i tidens underholdningsindustri hitter naturandagt og naturskræk i kombination med ekstremsport.
LÆS OGSÅ Det tog ham 40 minutter at skære sin arm af
Så efter ’127 timer’: En professionel grottedykker og hans bjergklatrersøn, sponsormillionæren og dennes uerfarne kæreste plus nogle hjælpere befinder sig i et uudforsket grottesystem i Papua New Guinea, da en tropisk storm lukker hullet ned til dem: Er der en anden vej ud – sammen med de stigende vande?
Hvor mange når levende ud? Svaret på det spørgsmål er filmens handling, selvoplevet af manusforfatter og huledykker Andrew White.
Klichefyldt klaustrofobi
James Cameron – selv Titanic-dykker – har ladet sig pumpe for penge til 3D-teknikken, der er virkningsløs i de snævre klippesprækkers undervandsmørke. Og Alister Grierson viser med sin spillefilm nummer to, at han stadig har meget at lære, hvis dialog og figurtegning en dag skal blive andet end klicheer.
Men selv klicheer som følelsesfortrængende fædres halvkvalte ros til miskendte sønner og omvendt eller ukendte kvinders kamp mod elementerne – i begge tilfælde under akut livsfare – kan jo piske følelser op.
Og hvis klaustrofobisk kvælningsangst får det til at kilde i en, har filmen da billedmateriale at byde på, en anelse mere livagtigt end i et computerspil, men lige så lineært afleveret.
Nytteværdi?
Huleforskningens teknik – for ikke at tale om dens eventuelle nytte? – bliver vi ikke klogere på.
Så hvorfor dykning i mørke oversvømmede grotter er andet end en dæmonisk perverteret version af lyksalige dyk mellem lyse koralrev, og hvorfor det er værd at risikere livet for, ja, dét må andre forklare.
fortsæt med at læse
