Aksel skifter navn til Ahmed. Den fregnede lille fyr fra betonforstaden synes nemlig, at muslimer er seje. Ikke mindst Ali, der kærester med Aksels irriterende storesøster Mia. De unge muslimer ser ganske rigtigt ret seje ud, men under den umiddelbare beundring for de store og de seje handler det også om noget mere fundamentalt. Hos muslimerne fornemmer Aksel tilstedeværelsen af et fællesskab, der er mere omfattende og modstandsdygtigt end det normaldanske roderi med splittede familier, drukfældige fædre og fortravlede voksne. Aksel finder ganske rigtigt et fællesskab med indlagt centralvarme, da han begynder at rende den lokale imam på dørene. Til gengæld oplever han også lovreligionens absurditeter og en konservatisme, der gør hans muslimske drømmebillede mere nuanceret. Svinekød og en sur storesøster er måske ikke så slemt endda. Pia Bovins 'Kald mig bare Aksel' udfylder et gabende tomrum i det danske filmbillede. Her er endelig en børnefilm, der slagfærdigt og underfundigt sætter fokus på forholdet mellem danskerne og de 'fremmede'. Det skematiske og overpædagogiske ligger lige for, men Bo hr. Hansen er ingen halalhippie. Han undgår de fleste faldgruber i et manuskript, der fortæller en rigtig god lille historie: Aksel, Annika og Fatima går på samme fritidsklub. Især pigerne drømmer om at vinde Klubbens Melodi Grand Prix i efterårsferien. Men selv da de falder over en rigtig hjerteknuser af en sang, ser drømmen ud til at skulle blive opslugt af kulturkløften. Fatima må nemlig ikke udstille sig frivolt på scenen. Det bliver op til den næstenmuslimske Aksel at forsøge at finde en løsning på problemet. Situationen kompliceres yderligere, da de tre får ansvaret for en herreløs hund. Som muslim må Fatima ikke røre ved urene hunde. Noget tilsvarende gør sig gældende for Annika. Om end af mere prosaiske årsager. Annikas mor er voldsomt allergisk over for hundehår. Men hundens behov for mad og selskab forbliver de samme uanset lovreligion og allergi. Med den herreløse hund som konflikternes moralske omdrejningspunkt får Pia Bovin og Bo hr. Hansen let og elegant turneret en række centrale menneskelige spørgsmål om forholdet mellem ansvar og tradition på den ene side og det grundlæggende krav om at tage sig af de mange slags herreløse hunde, livet konfronterer én med. Indimellem falder de eksistentielle spørgsmål i lovlig tætte byger, men det meste af tiden sørger den debuterende instruktør Pia Bovin for, at 'Kald mig bare Aksel' er blevet en livlig fortælling med et afvæbnende, men ikke tandløst, tonefald i de mange små kultursammenstød. I Aksel (Adam Gilbert Jespersen) har man en sød undermåler, der i endnu højere grad end Dennis P. i 'Mirakel' er formet i Ivan 'Gummi-Tarzan' Olsens billede. Til gengæld må man konstatere, at børneinstruktionen ligger lige et niveau under, hvad man er blevet forvænt fra film som 'Mirakel', 'Klatretøsen' og 'Tinke'. At filmen er så pas lavbudget, at den ser ud, som om den er lavet for tre bukseknapper og en rulle sejlgarn, er i denne sammenhæng ikke et afgørende handikap. Men så behjertet og talentfuld en historie kunne nu godt have fortjent en indpakning, der havde haft bare lidt mere at byde på.