Ikke enhver hanekamp indledes med et citat af Søren Kierkegaard, men det er velanbragt i denne iranske films optakt: »Jeg frygter ikke døden, for så længe jeg er her, er den ikke, og når den er her, er jeg ikke«.
De to stakkels fjerkræ, der skal hakke hinanden til døde for at give tilskuere gevinst eller tab, vil vel skide på filosofien, men menneskelig dødsberedthed går som et grundtema gennem hele historien, der også er synligt inspireret af Mozarts 'Requiem'.
Ud ad landevejen
Lyder det lovlig langhåret, er det misvisende.
Fortællingen er sådan set lige ud ad landevejen, bogstaveligt og med bus: Den gamle mestersanger Mamo samler sine ti knap så stolte sønner med lige så mange instrumenter for at køre til en musikfestival hos de Saddam-befriede kurdere i Irak. Hans sang er en myte i hele det Kurdistan, der statsretligt ikke eksisterer, men tæller sit folk i millioner.
Også hans sangerinde skal imidlertid med, og hun må smugles over grænsen, for efter iransk lov må kvinder ikke synge offentligt!
Da faderen og brødrene kommer til hendes ufrivillige indre eksil, følger 1.134 ligestillede sangerinder hende til dørs med sang og trommer fra hustagene i den afsides bjerglandsby – og med dén betagende scene hentes magien igen frem ved siden af realismen.
Prøvekører sin grav
'Igen', for da faderen blev hentet, lå han og afprøvede sin egen grav, lyslevende, men havde syner af en kvinde, der slæbte på hans kiste! Hun viser sig at være titlens 'Halvmåne', en musikkens engel? Eller dødens?
For ham styrer musikken alt andet, og som en bagvendt version af Orfeus' rejse ind i underverdenen efter Eurydike tvinger han sønner og sangerinde videre, trods hendes risiko for fortabelse.
Hvad der først lignede gemytlig folkekomedie med buschaufførens afhentning af de trevne sønner, antager stadig mere af tragediens tragiske uafvendelighed, mens flokken skrumper i møder med først iransk grænsepoliti, så tyrkisk militærpoliti og endelig bjergets snestorm. For når døden således er til stede – som vågne syner – skønt man selv endnu er levende, må man da ikke frygte den?
Magisk og politisk
Hedye Tehrani og Golshifteh Farahani hedder de ikonisk smukke kvinder, og med Ismail Ghaffari i centrum som den gamle mester, skrøbelig og stålsat på én gang, komponerer Ghobadi sig efter rekviemmets art op mod et klimaks, der både er crescendo og nulpunkt.
Magisk eller ej, så er realismen også politisk, for med den musik bliver den iranske lovgivning – og ikke kun sangerindeforbuddet – synonym med livsfjendskhed. Mens englen/musen altså bærer (et mere ægte?) islams symbol som navn: halvmånen.
Den nu 38-årige instruktør, der begyndte som assistent for Kiarostami og vandt sine egne Gyldne Palmer for 2000-debuten 'Berusede hestes tid', fik sidste år i San Sebastian priserne for 'bedste film' og 'bedste manuskript', mens 'bedste fotografering' gik til Nigel Block og Crighton Bones' kameraarbejde på filmen her. Enhver kan se hvorfor.
