Det er Al Gores skyld. Altså ikke at kloden sveder, så sneen smelter på Kilimanjaro, mens europæiske lande oplever dødbringende hedebølger i sommermånederne, og vandstanden i verdenshavene er voldsomt stigende. Ansvaret for al den uherlighed hænger ifølge den forhenværende amerikanske præsidentkandidat Al Gore (og mange andre) på den menneskeskabte globale opvarmning. Derimod er det i høj grad Al Gores skyld, at der nu findes en vedkommende og velfortalt dokumentarfilm om noget så usexet som konsekvenserne af rige landes udslip af kuldioxid. Da Al Gore var demokratisk præsidentkandidat, kunne han virke kvajet foran et kamera. Men drivhusgasser og den slags har interesseret Gore, siden han gik på universitetet i 1960’erne, og rollen som miljøforkæmper fylder han mægtigt ud i ’En ubekvem sandhed’. Siden Al Gore var få stemmer fra at vinde præsidentvalget i 2000, har han fulgt sit gamle kald: at fortælle om konsekvenserne af den globale opvarmning, og hvad politikere og andre mennesker kan gøre for at køle Jorden lidt ned igen. Størstedelen af ’En ubekvem sandhed’ er simpelthen optagelser fra Al Gores foredragsturné. Det skyldes Gores afvæbnende lune, mundrette talesprog, overbevisende engagement og en hel del skrækindjagende pointer, at det ikke er kedeligt at se stigende temperaturkurver, forandrede havstrømme, flere orkanøjne og vigende gletsjere. Indimellem bryder instruktøren de længere forløb fra foredragsturneen med korte og billedmæssigt mere impressionistiske historier om Al Gore selv. Fortællingerne om Gores privatliv og karriereforløb er mindre intense end foredragssituationerne, men de fungerer godt som pauser mellem alle oplysningerne om miljø. Derudover bruges mellemhistorierne om Gore til at underbygge, at han er en troværdig mand i miljøspørgsmål. Det vil nogle alligevel være uenige i. Overalt hvor filmen får premiere, er der debat om konklusionerne i den informationstætte debat- og propagandafilm. Men næppe nogen – og ikke engang Bjørn Lomborg – kan opponere imod, at Al Gore i ’En ubekvem sandhed’ virker så levende og debatskabende, at det ligner en sejr. Hverken en valgsejr eller en umiddelbar miljøgevinst. Men en sejr for en væsentlig og temmelig traditionel dokumentarfilms store effekt. Og det er altså især Al Gores skyld.