11. september 2001 blev katastrofefilm til virkelighed for øjnene af millioner af mennesker. På tv-skærme verden over fulgte vi de stadig gentagne billedstrimler af World Trade Centers to tårne, fly kom ind i billedet - og så eksplosionen, hullet i facaderne, røgen der vældede ud. Fnug i luften var mennesker i frit fald. Endnu lammede så vi, i de nyhedsudsendelser der ryddede dagen for andre tv-programmer, eksplosionen ved Pentagon i Washington. Og senere kom så oplysningen om det fjerde kaprede fly: United 93. Da var det gået op for os, at det ikke var et mediestunt a la 'Klodernes kamp' i Orson Welles' hørespilversion. Det var det ny årtusinds terrorvirkelighed, der med ét rykkede øverst op på USA's og dermed verdenssamfundets dagsorden - for snart at legitimere invasionen i Afghanistan, invasionen i Irak, i ...? Her ser vi så at sige vores erkendelse rullet baglæns: Fra katastrofevirkelighed tilbage til film. Den britiske instruktør af den dokumentariske 'Bloody Sunday' og thrilleren 'Bourne Supremacy', Paul Greengrass, balancerer sagligt, men effektivt mellem reportagens og actiondramaets virkemidler i dette produktionsmæssigt store og dog påfaldende 'smalle' drama om en katastrofe - hvis udfald vi alle kender. Katastrofefilm er 'United 93' altså, men alligevel er ordet misvisende, fordi fiktionsindustriens spekulation i vores følelser så at sige har taget virkeligheden fra katastroferne! Dét er Greengrass' hovedudfordring i projektet her, og derfor kan hans næsten puritansk fortolkningssky tilgang godt undre. United 93 blev kapret senere end de andre fly, og måske derfor - nyheden om Twin Towers nåede ud samtidig med, at kaprerne gik i aktion - ramte flyet ikke plet i Washingtons Capitol - men kun den hårde jord i Pennsylvania. Kaprere, mandskab og passagerer omkommer alle. Fra flyet letter, udspilles deres reaktioner frem til den afsluttende kamp i kabinen i næsten-realtid, kun afbrudt af indklippede glimt fra den civile flykontrol og luftvåbnets notoriske mangel på samme. Tolkninger og tilføjelser - politikeres, pårørendes eller senere analytikeres - afstår Greengrass helt fra, og hverken de tilsyneladende politisk-religiøst hypnotiserede terrorister, der skrækslagne og sammenbidt søger døden, eller de intetanende passagerer, der pludselig står over for den, har nogen forhistorie til forklaring. Begge parter mumler bønner til en gud. Hver sin? Filmen er dygtigt håndværk, i sin indlevelse såvel som i den sammenklippede 'rekonstruktion', man engageres i hvert minut, fra flymandskabets sludren i starten på vej til en arbejdsdag som alle andre, og til den sorte skærm, vi véd det skal ende med. Greengrass afstår heldigvis også fra letkøbt kassesucces med et par megastars på businessclass i United-kabinen; europæiske biografgængere vil højst genkende nogle enkelte af de 'anonyme' ansigter som skuespillere fra amerikansk tv- og B-filmindustri - selv om nogle af dem måske bliver stjerner efter dette. Spekulation er filmen med andre ord ikke, der er tværtimod noget renfærdigt ved den dokumentaristiske (men selvfølgelig ikke totalt 'tolkningsfri') fremlæggelse. Men også noget repeterende - har vi hverken fattet mere eller mindre i de fem mellemliggende år? Er det ikke politisk og filmisk en lovligt beskeden ambition alene at mindes de omkomne ved at gengive katastrofen 1:1?