Mens kårderne krydses og kanonerne tordner, maskerne falder og bukserne med, kan man godt sidde dér i biografsalen og undre sig lige så stille: Hvorfor i alverden har de dog valgt netop at kalde hovedpersonen deroppe på lærredet ’Sherlock Holmes’?
Jeg mener: Arthur Conan Doyles’ mesterdetektiv fra Baker Street, London anno 1890’erne, er jo nok en lidenskabelig tænker med et kun tilsyneladende flegmatisk minespil, og hans lidenskab udstrækkes da også til violinspil, tobaksrygning og indtagelse af euforiserende stoffer.
Og vel opklarer han forbrydelser og bekæmper dermed kriminelle elementer, især dog når forbrydelserne allerede er begået.
Udklædningssyg karateakrobat
Men foretrækker han ligefrem at opklare, eller bedre endnu forebygge, forbrydelser mod staten eller ligefrem mod hele verden, sådan som James Bond gør det?
Og er han lige så skrap en karateakrobat som Jackie Chan? Så koket udklædningssyg som en transstjerne på en bøssebar, ligefrem besat af tanken om at forklæde sig snart som kinesisk købmand, snart som midaldrende rappenskralde eller slet og ret som lænestol?
Er han så demonstrativ en dandy som den jævnaldrende Oscar Wilde? Og er han rent ud sagt mest interesseret i at beholde dr. Watson for sig selv og komme i bukserne på ham?
Actionhelt med en evig oneliner på læben
Sådan er i hvert fald ’den ny Sherlock Holmes’, som Robert Downey jr. første gang inkarnerede i 2009 med Jude Law i rollen som en mindre korrekt dr. Watson end ham, som vi kender fra kriminalfortællingens store gennembrud i Doyles aftapning.
LÆS ANMELDELSE Sherlock Holmes kammer over af action
Holmes er blevet actionhelt, altid i bevægelse og altid med en drilsk oneliner på læben.
Og Watson er heller ikke tabt bag af en handsome cab i Londons festlige natteliv.
Forbrydelsens svar på Napoleon
Derfra udgår film nr. 2 med Watsons polterabend. Han skal giftes med kønne Mary (Kelly Reilly), men Holmes er ikke nem at slippe af med.
’Polter’ er ikke ordet for dén aften, og allerede på bryllupsrejsen skubber han bruden ud af toget – for at redde hendes liv, ganske vist – og slæber Watson med til fastlandet.
Døden truer flere end ’Don Giovanni’ selv under Mozarts sidste akt i Paris’ Opera, men snart må de videre til en våbenfabrik i Heilbronn (stedet overgår hurtigt Tivolis festfyrværkeri) og sluttelig til Reichenbach-vandfaldet i Schweiz.
De forfølger jo professor Moriarty, og denne ’forbrydelsens svar på Napoleon’ forfølger sit store mål: verdenskrig med ham som ejer af våbenlagrene.
Meget fri fortolkning
Som man forstår, kører filmen kun meget frit efter Doyles version af udflugten til samme vandfald.
I fortællingen ’The final problem’ var det f.eks. Moriarty, der fulgte efter Holmes over Kanalen.
Ganske fri er også indfletningen af et par damer mere: Irene Adler fra forrige film (Rachel McAdams) er femme fatale i filmens mystificerende optakt, men afløses af spåkvinden miss Simza i Noomi Rapaces skikkelse (men som er kendeligt kedeligere end i rollen som Lisbeth Salander).
Holmes smider bukserne
Holmes’ excentriske bror Mycroft får på hele Stephen Frys festligt bøssede frikadelleregister, og Jared Harris er tilpas smallæbet og viderværdig som Holmes’ intellektuelt jævnbyrdige modstander, professor Moriarty, selv om det mærkeligt nok aldrig bliver rigtig uhyggeligt.
Fra ’Ironman’ er Robert Downey jr. jo i vanen med at spille både actionhelt og playboy, her har han bare udskiftet superdragten med høj silkehat og kridtpibe – men ellers samme dovne smil.
Det gamle »Elementært, min kære Watson« har fået et tvist her: »Har du brug for en uddybning?«, siger han med tvetydigt smil – og smider bukserne.
Hvorfor Sherlock Holmes?
Nå, det går jo som kæp i et hjul. Der er ikke sparet på udstyr eller production value, når slagsmål og snigmord afløser frontalangreb lige så rask, som Holmes skifter forklædning.
Men hvad er det nu lige, den her actionfilmhelt hedder? Der er altså noget basalt forvirrende ved at bruge et kendt navn til at repræsentere stort set det modsatte af, hvad navnet ellers står for.
Så midt i den vittige dialog, de afsporede togstammer, styrtende fyrtårne og brusende vande sidder man dér og falder i staver: Hvorfor nu lige ’Sherlock Holmes’?
fortsæt med at læse
