Når Iron Man i mine øjne holder bedre end flere af Avengers-kollegerne til stadig nye sequels, skyldes det ikke mindst Robert Downey jr.

LÆS OGSÅ Downey Jr. er i sit es som partyglad playboy-helt

Hans playboymillionær Tony Stark med den nu længst afslørede dobbeltidentitet som flyvende superhelt i panser og plade kombinerer på suveræn vis blæret narcissisme, klynkefri selvironi og det strejf af vemod, som nok skyldes ’hjertefejlen’: I stedet for organet har han et stærkt lysende superbatteri, der langsomt forgifter hans blod.

Og til syvende og sidst, siger han selv her, er han jo kun »a man in a can«.

Stærk rollebesætning
Men også i treeren (fireren, hvis vi tæller ’The Avengers’ med) får vi serveret dåsema(n)d på et gastronomisk niveau over gennemsnittet, denne gang med Shane Black (’Kiss Kiss Bang Bang’) som instruktør, mens de to første films instruktør, Jon Favreau, her må nøjes med en ret sengeliggende rolle som livvagten Happy Hogan.

Filmens velkrydrede selvironi – næsten inkarneret i Gwyneth Paltrows skeptiske smil i rollen som Starks adm. direktør & kæreste – omfatter her også skurken.

Den gamle kending Mandarin fra tegneseriehefterne er her med Ben Kingsleys uudgrundelige fjæs opdateret til en slags kutteklædt fætter til Osama bin Laden.

Er det ikke skræmmende nok, giver Guy Pearce den tænderskærende som Aldrich Killian, en biotek-producent med sig selv som frygtindgydende forsøgskanin, med herredømmet over USA som mål og med den svækkede Stark og hans snart lige så svækkede sidekick War Machine alias Oberst Rhodes (Don Cheadle) som eneste hindringer på vejen.

Svært at få jern på

Jernmandens svækkelse er jo netop filmens styrke.

Ustandselig må han vente på, at den trådløse computerhjerne Jarvis skal genoplade, så det isenkram, som hans rustning består af, kan komme flyvende tidsnok til de voldsomme, storslået flammende, eksploderende, røg- og støjudviklende sammenstød med Mandarins og/eller Killians hensynsløst destruktive kræfter.

LÆS OGSÅ De gamle Marvel-helte ruller igen i ny Disney-film

Og blandingen af ferme CGI-katastrofer og ødsel production value skaber jo ikke i sig selv spænding, endsige eksistentiel galgenhumor for drengerøve.

Den virkning opstår netop først, fordi overmagten synes så knusende, og det kniber sådan med at få jern på, når det for alvor gælder.