Superheltene flyver tæt denne sommer. Næppe har myremanden med mammutkræfterne, ’Ant-Man’, sluttet sig til de nyfilmatiserede Iron Man, Thor, Captain America, Hulk og øvrige ’Avengers’, før Marvel-tegneseriernes allerførste heltekorps, Fantastic Four, nu også får deres egen film.
Eller rettere: Deres ny filmversion 2.0. For så sent som 2005 så vi forrige forsøg – med en toer i 2007 – om de fires kamp mod Silver Surfer.
Rumkapløb
Men vi tager en tur til med Mr. Fantastic (forskeren Reed Richards, hvis elastiske krops strækkeevne gør Lange Peter Madsen til en stivlemmet dværg), Invisible Girl (i civil: Sue Storm), Flammen (Johnny Storm, Sues bror) og The Thing (Ben, Reeds skolekammerat forvandlet til organisk stendynge), som ifølge ’urmyten’ i heftet ’The Fantastic Four #1’ fra 1961 fik superkræfter af kosmisk stråling under en rumrejse.
'All American'-krigshelt er blevet en fredsdueDet var dengang, under koldkrig og rumkapløb. Men nu begynder vi forfra på, hvordan de fire blev fantastiske. Eller sandt at sige: i denne film lidt mindre end fantastiske.
Her foregår forvandlingen i en Anden Dimension, der kunne være en anden planet eller Jorden kort tid efter Big Bang.
'Opgaven misforstået'
Reed opfinder nemlig allerede som skoledreng en maskine, der kan ’teleportere’ masse eller – potentielt – personer. Og han og tre unge forskerkolleger plus skolekammeraten vil selv afprøve den, trods Pentagons og Nasa’s planer.
Den Anden Dimension rummer nemlig den energiform, som forvandler de fire, men også har militært potentiale. På første dimensionsrejse efterlades endvidere en femte ung forsker derude, Victor Von Doom, og han hævner sig, bogstaveligt opladet med denne ny energi: Gennem et ’sort hul’ af antistof vil han suge Jorden over i den Anden Dimension, og det ligner jo en doomsday.
'Iron Man' er en første klasses omgang dåsema(n)dDet er visuelt flot gjort, som filmens production design i øvrigt, men opvejer ikke historiens barnagtighed eller filmens egen ’vanskabthed’: En forhistorie så langstrakt som Reeds lemmer (han spilles ellers udmærket af Miles Teller, den unge trommeslager i ’Whiplash’) leverer langtfra så mørke psykiske dybder som for eksempel de ny Batman-film.
Med en stiv klokketimes optakt før knap det halve til demonstration af firkløveret i aktion er der næsten dømt ’opgaven misforstået’.
fortsæt med at læse
