Bekymring var der nok af, da børn i 1980’erne gik til videofilm og computerspil uden voksen hjælp/censur, men i dag er de unger selv forældre og anderledes rutinerede it-brugere end generationen, der er ved at blive hægtet af digitalekspressen.

’Pac-Man’ hed et af de tidlige ’arkadespil', og kalorius lignede en gul ost, der åd alt på sin vej. Siden datidens grovkornede animationer – f.eks. skærmtrolden Hugo (’Hvor ska’ vi hen, du?’) i ’Eleva2ren’ – er der løbet mange flere pixels i billederne, og her vender nu Pac-Man tilbage i et plot, der er helt ude i galakserne:

Filmoptagelser af et spilmesterskab i 1982 sendt ud i rummet som vidnesbyrd om Jordens civilisation (?!). Det hævner sig i dag, da intelligensvæsener (?) derude har taget det som en krigserklæring og giver igen: Spilfigurer som ’Donkey Kong’, ’Centipede’, ’Space Invaders’ og ’Pac-Man’ invaderer Jorden og forvandler alt og alle til rodede dynger af pixels. Indtil den nu voksne Sam og hans legekammerater fra dengang – en af dem nu USA’s præsident – bekæmper det digitale krapyl med deres egne våben.

Bag filmen står folk, som deler barndomserfaringer med dem bag den genialske disneyfilm om videospil-bøllen ’Vilde Rolf’. Men det her er live action med digitalt supplement, sikkert instrueret af Chris Columbus (’Alene hjemme’, ’Harry Potter’) og med skuespillere, som datidens børn senere dyrkede i amerikanske komedie(serie)r: Kevin James (alias ’Kongen af Queens’) er den enfoldige præsident, de daværende mestre i spil er Peter Dinklage (med dværgvækst og kæmpeego) og især Adam Sandler, behageligt afdæmpet som den voksne Sam i drilleflirt med præsidentens kvindelige sikkerhedschef.

En gigantisk gul Pac-Man guffer sig gennem New York, og strømme af pixels beames op og ned fra rummet med kvik dialog og opfindsomt billedmageri. Men ligner hverdagen ikke også snart en fiktion af letopløselige pixels?

fortsæt med at læse

Hvorfor må man ikke kunne lide Adam Sandler?