Dagens festlige og tankevækkende tegnefilm for de fleste aldersklasser udgør overordnet to glædelige nyheder: En ny, suverænt designet og original fortælling, som i teknologi såvel som fortællegreb åbner nye baner for animationsfilmens udvikling, er jo en fest i sig selv i en branche, der ofte nøjes med søvndyssende velkendte opskrifter.

Og deraf dagens anden opmuntring: Pixar er efter nogle års usikkerhed igen tilbage i rollen som det selskab, der træder sporet for den brede animationsfilm: På én gang uafviselig mainstreamunderholdning og frygtløs innovation, det sidste nu atter med klar profil til søsterselskabet Disney.

SE TRAILER

’Inderst inde’ er nemlig et hovedværk. Både i tegnefilmens historie og i helt bogstavelig forstand: Den foregår i hovedet. Emnet er følelsernes vekslende overtag i vores sindstilstande, men de følelser er også filmens ’hovedpersoner’.

De kæmper om kontrollen over en 11-årig pige, som ikke alene står lige foran puberteten, men samtidig rives op med rode fra hjem, vennekreds og elsket ishockeyklub for at flytte med forældrene til en ukendt storby og en ny skole.

Altså psykologen Jean Piagets sidste stadie af barnets personligheds- og tankeudvikling omsat til drejebog. Og dermed samtidig til et indblik i det spil, filmmagerne selv spiller med vores – tilskuernes – sindstilstande gennem halvanden time: Triste (Sadness) tager magten fra Glæde (Joy), så pigen må fortrænge dem begge for en tid: De er lige ved at ende i Den Store Glemsel.

Mens Vrede tager styringen, opildnet men også vildledt af Frygt og Afsky (for alt det nye, men især for egen utilstrækkelighed). Før Glæde så atter (i heldigste fald!) får tingene under kontrol.

Riley hedder pigen med det seje smil og de glade barndomsminder. Men disse gyldne kugler blåner vemodigt, når Triste berører dem, da hun og Glæde forvilder sig væk fra følelsernes cockpit af et hovedkvarter, omgivet af personlighedens øer for venskab, familie, fjolleri, moral osv.

Så håndfast en mentalgeografi giver da også nogle forenklinger, ligesom form og emne giver lidt flimmer i målgruppesigtet: Designets entydige figurer (Afsky grøn, Vrede højrød osv.) og de bolsjefarvede scenografier taler til de yngste.

Men de er for små til bevidst, endsige verbalt, at afkode filmens konstante metaspor og ’tolke’ abstraktioner som ’langtidshukommelsens’ arkivreoler eller den dystre glemselens afgrund, hvor minder bliver til støv. Nok skræmmende for de mindste, men enkel og forløsende indsigt for os lidt større.

Med Pete Docter (bl.a. ’Up’) som instruktør og Andrew Stanton (’WALL-e’) med som producer kan en films tema, et menneskes identitet og bevidsthed, således samtidig udgøre dens scenografi og plot, personlighedsdannelsen blive til mellem filmens hovedroller! Kunst slet og ret, forstået som det restløse sammenfald mellem form og indhold.

Og for resten i fornem fordanskning, selv i filmens billeder (ordet ’pubertet’ er f.eks. stavet på dansk)! Så selv om ’Inderst inde’ mildt sagt slår Karius & Baktus, er den mest for os over 7 år. Alle vi kan kun blive klogere på os selv og hinanden og samtidig more os af fuld hals, helt uden prinser, prinsesser og vamle musicalopstød!